’Du skal ikke takke mig – tak Jesus’, sagde grækeren, da han trak Kamran op af det iskolde vand

Kamran var 24 år i 2015 og boede i Teheran. Han havde læst jura på universitetet i flere år. Men han kunne ikke få det til at stemme i sit hoved, at hvis Allah var kærlig, hvorfor lærte de så på jurastudiet om de mange hårde straffe, som lovovertrædelser blev mødt med. Og det fik ham til at stille kritiske spørgsmål i klassen. En dag sagde hans lærer til ham: ”Du skal passe på med, hvad du siger – dine spørgsmål påvirker de andre elever!”

Der var nul tolerance i Iran for anderledes tænkende. Lærerens truende adfærd i klassen og mange andre ting gjorde, at Kamran ikke kunne se sig selv have en god fremtid i Iran.

Efter grundig overvejelse besluttede han at forlade sin familie og flygte ud af landet.

En farefuld sejlads

Han tilbagelagde til fods den bjergrige distance fra Teheran til det vestlige Tyrkiet. Og han havde fundet en tyrkisk kontakt, der sejlede folk det lille stykke fra Tyrkiet til Grækenland.

En kold dag i december befandt han sig på havet mellem en græsk ø og Tyrkiet i en overlæsset båd med 29 flygtninge. Det blev dårligt vejr, og båden gik ned. I fire timer kæmpede han og de 14 andre, der overlevede i det kolde vand, alt imens de bad til at et græsk skib ville få øje på dem.

Endelig, endelig så de et politiskib, der kom nærmere…

Tak Jesus

En mand fra skibet stak sin hånd ned i vandet og trak Kamran op. I sin forkomne tilstand fremstammede han nogle ord til tak, men manden svarede: ”Du skal ikke takke mig. Du skal takke Jesus.”

– Hvem mon Jesus er, mon det er hans kollega? tænkte Kamran, og her knap seks år efter tilføjer han, at det er ikke os, der vælger Gud. Det er Gud, der vælger os.

– Vi blev indlogeret på et FN hotel og kom til psykolog. Jeg spekulerede de næste dage på, hvem denne Jesus var, som jeg skulle takke, fortæller Kamran.

Gik op igennem Europa

– Efter nogle uger var jeg kommet til hægterne, og jeg ville gerne videre. Mit mål var Sverige, og måden at komme dertil var til fods. Så jeg og flere andre gik og gik – og gik.
Til slut nåede vi den danske grænse. Jeg blev mødt af en betjent, og jeg sagde til ham, at jeg ville til Sverige. Til min forbavselse svarede han: ”Nej, du skal blive her.” Og så fik jeg taget fingeraftryk.

”Jeg er meget taknemmelig og vil bruge mit liv til ære for Jesus,
og jeg vil fortælle om Ham til dem, der vil høre på mig”.

Asyl i Danmark

Kamran var i den tid, mens hans sag blev behandlet, indlogeret på forskellige asylcentre i landet, Sandholm Lejren, Asylcenter Herning og Asylcenter Holstebro. I Asylcenter Herning boede de 25 på et værelse med køjesenge.

– En dag kom der en bil og en mand ved navn Jens Erik Asmussen til asylcentret og spurgte, om vi ville med til en gudstjeneste i Åbenkirke. Det var en dejlig mulighed for at komme væk, og jeg sagde gerne ja.

Det samme gjorde mange andre. De følgende mange søndage blev vi hentet og taget med i kirke, det var så dejligt og anderledes. Nu havde jeg fundet ud af, hvem Jesus er. Jeg besluttede også at tage imod ham som min frelser. I 2016 blev jeg døbt i Åbenkirke – men ikke i koldt vand, smiler Kamran.

– På asylcentret var en iraner, der ikke brød sig om, at jeg tog i kirke. Han truede mig flere gange på livet af den grund. Men han er ikke længere i Danmark nu, han blev sendt tilbage til Iran.

Jeg ventede i 2½ år på at få asyl – fik afslag to gange, men tredje gang lykkedes det ved Jens Eriks hjælp, fortæller Kamran lettet og glad.

En dansk familie, uddannelse og et nyt liv

Kamran har også mødt andre danske kristne. Da han boede i Holstebro, var han med i Nørrelandskirken. Og han har fået en dansk plejemor i Herning, der ud over sine egne fire børn har taget imod ham som en søn.

Det er et stort privilegium, og han har kunnet koncentrere sig om at lære godt dansk og tage enkeltfag på HF – og lige nu er han i gang med eksamen for at ende med at blive fysioterapeut om to år. Desuden bruger han tid på at arbejde som tolk og har diverse andre jobs.

– Fysioterapi er selvfølgelig meget anderledes end det jurastudie, jeg var i gang med, men jeg er glad for det, siger Kamran og tilføjer:

– Jeg har desværre ingen kontakt til min muslimske familie. De har afskåret forbindelsen, fordi jeg er blevet kristen. Men jeg takker Gud for alt det, han har givet mig her, for gode relationer og et nyt liv.

Jeg er med i kirkens internationale netværksgruppe og har også været aktiv i Integrationscafeen, betjent kamera under gudstjenesterne m.m. Desuden spiller jeg fodbold i Boldklubben Herning Fremad.

Jeg er meget taknemmelig og vil bruge mit liv til ære for Jesus, og jeg vil fortælle om Ham til dem, der vil høre på mig, afslutter Kamran Rasuli.