Det blev annonceret, at Classic Petra skulle spille i Danmark på SommerCamp i Mariager i 2012, hvilket flere havde glædet sig til. De meldte imidlertid afbud, og så kom det ”rigtige” Petra i den seneste udgave som erstatning (med forsanger John Schlitt, Bob Hartman, Greg Bailey på bas samt en ukendt gæstetrommeslager).
CPR Band er videreførelsen af Classic Petra, og CPR står ikke for hjertemassage, men derimod for Classic Petra Revived.
Bandet er det samme som på den første skive, bortset fra at Bob Hartman er blevet udskiftet med guitaristen Kirk Henderson, der tidligere har været i bandet Pieces of Eight.
Ligesom den forrige udgivelse er her tale om genindspilninger af gamle Petra hits. Ni ud af de 10 sange er nye, friske versioner af gamle, elskede rock-klassikere som f.eks. Hollow eyes, The Coloring Song, Judas Kiss og mange flere. Sangene lyder godt i de nye indspilninger og vil være et glædeligt genhør for de mange fans. Hvis du ikke er bekendt med de gamle Petra-sange, vil dette være et godt, nyt bekendtskab.
Hvor den forrige plade havde to helt nye sange, er den eneste ”nye” sang på denne plade en cover-version af Aerosmiths store hit Dream On, som de slipper godt fra. Der er rygter om, at CPR vil lave en tredje plade med nyt materiale. En af Petras mindre kendte sange All over me er her i en lækker blues-udgave – bedre end originalen, så den føles ny.
Mark Hill