Joachim Skov-Martinet, også kaldet Jokke, spillede den 5. maj kamp nr. 200 for FC Udfordringen. Dermed er klub 200 en realitet i den kristne fodboldklub i Valby.
Træner og klubkammerater har i anledning af jubilæet stillet en række spørgsmål, nogle mere seriøse end andre, til deres trofaste spiller:
Jokke, tillykke med de 200 kampe, hvad tænker du selv om bedriften?
– Jeg er stolt over at være den første til at have spillet 200 kampe. Jeg har da gået og luret lidt på, hvor tæt jeg var.
Prøv at sætte lidt ord på, hvad FCU har betydet for dig??
– FCU har betydet meget. Jeg har lært utrolig mange fantastiske mennesker at kende igennem FCU.
Derudover synes jeg, at det er fedt at spille i en klub med kristne værdier, men hvor der er plads til alle. Jeg ser FCU som en slags kirke.
Hvad er dine egne målsætninger personligt og for FCU?
– Mine personlige målsætninger er blevet færre med årene. Jeg elsker at spille fodbold og håber at kunne blive ved med at spille underholdende fodbold i mange år endnu. For klubben har jeg klart en målsætning om, at vi holder fast i vores rødder, men også bliver ved med at løfte det sportslige niveau.
Et klubhus og endnu flere spillere er klart en drøm.
Fra Benja: Nævn dine 3 yndlingsspillere og dem, du har hentet mest inspiration fra i din måde at spille fodbold på?
– Zidane, Modric og Iniesta er 3 forbilleder. Det er særligt deres blik for spillet, måden de bevæger sig på og omgang med bolden, jeg har forsøgt at lade mig inspirere af.
Fra Mikkel Højs: Hvordan kan du have spillet så mange kampe og ikke have udviklet dit spil?
– Med spørgerens 24 kampe (og 15 min. i den afgørende oprykningskamp) vil jeg mene, at det er en useriøs baggrund at stille sådan et spørgsmål på!
Fra Iver: Spiller du på din favoritposition, eller kan man i fremtiden forestille sig dig fx som spillende midterforsvarer?
– Jeg er vendt tilbage til min favoritposition centralt i banen efter et år eller tos sidespring på kanten.
Fremadrettet kan intet afvises, men jeg har svært ved at forstille mig, at jeg skulle blive dygtig nok defensivt til at det skulle komme på tale, at jeg skulle tilbage i forsvaret og spille. Men alt kan ske.
Fra Iver: Hvis du skulle vælge mellem at have Mourinho eller Guardiola som træner, hvem ville du så vælge, og hvorfor?
– Med en fortid i Real ville jeg ønske jeg kunne sige Mou, men jeg må vælge Pep, da jeg elsker at have bolden, og hans måde at spille fodbold på er baseret på det. Peps store fokus på positioner og vigtigheden af at blive i sin position for at skabe plads til andre, er ganske interessante, også på serieniveau.
Fra Niclasen: Hvad gør FCU så speciel, at man når 200 kampe og ikke har valgt nye udfordringer? Det er jo ikke noget, man ser ret tit i fodbolden i København.
– Fællesskabet, sammenholdet og muligheden for at vise en anden side af den kristne tro, gjorde det ganske simpelt! Derudover hjalp en hurtig oprykning også på det sportslige. Jeg har spillet serie 3, serie 2 og serie 1 i FCU, så udfordringerne har været ganske forskellige på det sportslige.
– FCU har ændret sig meget i den tid, jeg har været her, men muligheden for at venner og bekendte kunne starte i en klub, hvor troen på Gud betyder noget, men at alle også accepteres helt, uanset hvad, er noget jeg gerne vil være en del af så længe som muligt.
Fra Jonas Hauge: Når du også 300 kampe for FCU?
– Det kan ikke afvises, men oddset skulle være højt for at jeg ville lade mig friste til at spille det.
Fra Hyttel: Vil du helst vinde 5-3, 3-1 eller 1-0?
– Det har ændret sig i løbet af de 200 kampe jeg har spillet. I starten var 5-3 et godt resultat (jeg mindes en sæson, hvor vi havde 4-2 sejr som gennemsnitsresultat), men med tiden har jeg fundet ud af, hvor meget det betyder for målmænd og forsvar at holde nullet. 1-0 er kedeligt, så hveranden kamp 1-0 og hveranden kamp 3-1 ville jeg nok vælge nu.
Fra Olsen: En 3-retters med konen eller et bestyrelsesmøde på Burger King?
– Tak for et spørgsmål der uanset svar giver mig ballade, så jeg kaster mig ud i et diplomatisk svar: 3 retters inden træning med konen og så McD med bestyrelsen efter bold.
FC Udfordringen
• Udfordringen er navnesponsor for fodboldklubben FC Udfordringen i København. Her prioriteres kristne værdier som fairplay og kammeratskab.
• Klubben startede tilbage i 2005 og holder til i Valby Idrætspark.
• Klubben har tre herrehold og et damehold.
• Der er træning to gange om ugen.
Læs mere om klubben på: fcudfordringen.dk