Jeg hedder Daniel, er 16 år gammel og går på efterskolen Euroclass i Kolding. I år på Euroclass har jeg været i Brasilien og Argentina i 6 uger, hvilket ikke bare har været en fed oplevelse, men også har rykket mig rigtig meget personligt.
Min personlige oplevelse med rejsen indeholder mange følelser. Gennem optræden, besøg hos kritisk fattige familier og hjemløse gadebørn, har jeg følt
– spænding og glæde foran glade skolebørn, vi har optrådt for, som altid har været smilende og godt modtagende,
– tristhed hos de fattige familier med brug for mad og essentielle hverdagsting, som også har fået mig til at indse, hvor taknemmelige vi som danskere burde være for det, vi har,
– og kærlighed til de hjemløse børn, som ikke ejer mere end en papkasse, som de lever på.
Rejsen har virkelig givet mig meget at tænke over, både omkring mig selv, men i størst grad omkring, hvordan folk kan leve med så lidt som de har, og stadigvæk dele med hinanden og vedligeholde deres tro på Gud.
Så for mig har rejsen givet mig stor forståelse for omverdenen, stor taknemmelighed for mit hjemland, minder jeg aldrig vil glemme og en stor personlig udvikling.
20 kg mad var svar på bøn
Mit navn er Jesper, og vi oplevede ufattelig meget, da vi var ude at rejse! Vi optrådte på skoler og kirker, vi har sejlet på Amazonfloden, set gadebørn i Recife og meget mere!
En fed oplevelse var i Recife. Vi boede i en af de fattigste dele af byen, og mange af familierne havde nærmest ingenting. De havde ofte brug for, at Gud forsørgede dem. Det blev meget klart, da vi havde købt ti sække på lige under 20 kilo med alle de dagligdagsvarer, man har brug for.
Køleskabet var tomt
Så tog vi ud til de 10 fattigste familier, som UMO basen i Recife havde tilknytning til. Ved hver familie fik vi at vide, at det enten var direkte bønnesvar fra Gud eller en kæmpe velsignelse fra Gud.
Et af stederne var køleskabet endda fuldstændig tomt, og de havde intet mad mere. De var afhængige af, at Gud forsørgede dem, og vi blev brugt af Gud til det!
Vi brokker os bare
Endnu en forskel er, at vi i Danmark brokker os meget, men dernede var de ofte meget taknemmelige. Selvom vi ville sige, at de havde alle grunde til at brokke sig, var de stadig taknemmelige for det, de havde!
Det sætter tingene lidt i perspektiv, når vi bare tager det som en selvfølge at have et tag over hovedet, at få mad og drikke hver dag, men det er jo slet ikke en selvfølge.
Selvom vi har alt i Danmark, brokker vi os stadig. Jeg har lært at være meget mere taknemmelig, og at man også skal have Gud med i de små ting i hverdagen.