Biebers præst Judah Smith taler i Hillsong, København

Judah Smith taler ved fire møder den 29. juli i Hillsong, København. Kirken har eksisteret siden januar 2013 og har i dag afdelinger i Malmö og Aarhus. I Danmark ledes kirken af Thomas og Katherine Hansen. Kirken lejer sig ind i Bremen Teater, hvor den normalt har tre søndagsgudstjenester fordelt over hele dagen.

Amerikanske Judah Smith er præst, anerkendt forfatter og personlig mentor for bl.a. verdensstjernen Justin Bieber. Søndag d. 29. juli taler han i Bremen Teater.

Det er den københavnske Hillsong menighed, som er vært for ikke mindre end fire møder i løbet af søndagen.

Herhjemme er Judah Smith måske ikke så kendt, men i USA har den 39-årige kirkeleder fået kælenavne som ’hipster-præsten’ og ’Justin Biebers præst’. Desuden skulle han være en dygtig offentlig taler.

Hans kirke i Seattle samler over 7000 mennesker hver søndag, og med sammenlagt mere end 960.000 følgere på Twitter og Instagram rækker hans indflydelse bredt ud i det amerikanske samfund.

I Bremen Teater kan man opleve ham kl. 11.00, 13.00, 17.00 og 19.00. Der er gratis adgang til alle møder.