Brødremenighedens Danske Mission, BDM, har netop ansat 22-årige Christina Vejen Knudsen i en deltidsstilling som ungdomsmedarbejder pr. 15.09.2018.
Christinas arbejdsområde bliver primært volontørarbejde og volontørkontakt i Danmark. Det er væksten i BDMs volontørarbejde, BDMs Unge, der ligger til grund for Christinas ansættelse.
– Christina kommer til at koordinere og tage initiativer i forhold til bestående grupper af tidligere volontører. Og der er også brug for hendes indsats i forhold til kommende volontører, nye grupper og spredning af BDMs Unge ud over landet, fortæller Steen Nielsen fra Brødremenigheden.
Ansættelsen styrker volontørarbejdet, der indtil nu har haft én ungdomsmedarbejder på deltid. Tidligere på året ansatte BDM Tine Elmelund Christensen i en deltidsstilling som ungdomsmedarbejder med særligt henblik på at arbejde blandt volontørerne under deres ophold i Tanzania.
Christina Vejen bor i Århus, hvor hun læser interkulturel pædagogik og dansk som andetsprog på Syddansk Universitet på tredje semester
– Oprindeligt er jeg fra Vejle, hvor jeg er vokset op sammen med mine to søskende, mor og far. Til dagligt bruger jeg min tid i Århus på mine dejlige venner og min kæreste og er desuden en del af projektgruppen “Edmonds børnehus”, der støtter BDMs projekt i Uvira i Congo. Og så elsker jeg at rejse og se verden. Jeg glæder mig utrolig meget over min ansættelse og kan ikke vente med at komme i gang med arbejdet, fortæller Christina.
Christina har tidligere været udsendt af BDM som volontør i Sumbawanga på Peter’s House fra august 2016 til april 2017.