Det er en blanding af nye og velkendte sange på pladen, som er optaget live mange forskellige steder verden over. Kvaliteten af lyden er høj uanset, hvor det er optaget henne, hvad enten det er Sydafrika, Singapore, Argentina eller et af de mange andre steder.
Martin Smith er velkendt herhjemme, hvor han har spillet et utal af gange, ikke mindst ved mange kvindekonferencer i Kirken i Kulturcentret, Kbh. (kaldet Forvandling), hvor han har ledt lovsang flere år i træk.
Musikken lyder som den plejer fra hans side: En U2-inspireret form for lovsang, og Martin synger godt med en nerve i stemmen.
Flere af sangene nikker man genkendende til, fx Waiting here for you, Majesty og God’s Great dance floor. Sidstnævnte er sjov at høre med britisk accent, når man er vant til Chris Tomlins amerikanske af slagsen (de skrev sangen sammen).
Flere af sangene fra Army of Bones-pladen bliver gentaget her, men vil nok være nye for mange, da denne udgivelse ikke har fået særlig stor opmærksomhed.
Og så er der fem spritnye sange. Come Holy Spirit er en stille og ok sang. Leap of faith, er en uptempo, rocket sang, som er ganske god, indtil en forpustet kvinde kommer ind og giver en omgang klichéfyldt spoken word.
I Will Sing og den instrumentale Veni, Sancte Spiritus er fine sange, men som nok ikke kommer til at gå over i historien.
Jesus Only You er en fin duet med Elle Limebear, som fungerer godt, ikke mindst når de synger omkvædet på spansk.
Fans af Martin Smith og Delirious? vil ikke blive skuffede over denne nye plade, og for folk der ikke kender ham, vil det være en god introduktion til nogle gode lovsange.
Kunstner: Martin Smith – Titel: Love song for a city – Genre: Worship – Download: itunes.dk – Pris: 69 kr.