Af Elisabeth Jacobsen
Efterårssæsonen er nu i gang for FC Udfordringens to damehold. Ovenpå en hektisk sommer med oprykning, tilgang af mange nye spillere, oprettelse af endnu et damehold samt ansættelse af en træner begynder konturerne stille og roligt at tegne sig af to gode hold.
Selvom en navnerunde fortsat kan være nødvendigt, da omkring halvdelen af holdets 29 aktive piger er nytilkomne, og alle har skullet tilpasse sig nye bekendtskaber på og udenfor banen, er holdets træner, Benjamin, positivt overrasket.
Ligeledes er det nyt, at holdet nu træner en gang hver anden uge, og Benjamin uddyber:
– Oveni dette har de fået en træner, hvor pigerne har skullet tilpasse sig mine tanker og idéer. Det kan være svært med så mange nye tiltag og indtryk, men pigerne har taget det i stiv arm, haft tro på tingene og kæmpet med alt, hvad de er i besiddelse af.
Lige nu ligger begge hold placeret omkring midten i deres respektive puljer. Det skyldes i høj grad fodboldbegejstring og holdengagement, at sæsonens første nederlag nu er vendt til sejre til begge hold i sidste runde. FCU2 vandt endda 18-0!
For Benjamin er det en decideret fornøjelse at være en del af denne udvikling og at se, hvordan pigerne bliver bedre kamp for kamp, træning for træning. Han tilføjer:
– Jeg tror på, at vi som hold har langt mere potentiale, end vi viser lige i øjeblikket, og det er faktisk rigtig godt, det vi præsterer. Det taktiske og sociale begynder at sidde i truppen, hvilket medfører, at det kun går én vej, og det er fremad. Forza FCU!
I en tid med mange debutanter er det et privilegium at have 100-kamps jubilar Mette Iversen med i truppen. Faktisk har Mette spillet på FCUs 1. hold i så mange år, at data er gået tabt, for hun har nok nærmere spillet 150 kampe. Tillykke!
Mette, som er klubbens første kvindelige 100-kamps jubilar, beskriver FCU som en klub båret af rigtig mange ildsjæle, der brænder for mennesker, fællesskab og fodbold, og hvor der er plads og opbakning, og det er uanset niveau og køn. Hun fortsætter:
– FCU har givet mig en masse skønne timer på banen sammen med mange dejlige folk, der virkelig er gået til stålet, men som også uanset resultat har holdt en god stemning i 3. halvleg.
Uden Mettes ansvar og kærlighed kunne dameholdet være gået tabt, men takket være hendes vedholdenhed i mange år spilles der fortsat kvindefodbold i klubben.
– Jeg er glad for, at jeg stadig kan være med, også selv om det er i en mere tilbagetrukken rolle. Men så er det jo bare skønt at se, at der stadig træder ildsjæle frem og bærer holdet, siger Mette, hvis rutine og kampgejst fortsat inspirerer både på og uden for banen.