Der var stort rykind på Frøstruphave Efterskole i weekenden d. 21-23. september, da den traditionsrige Frøfestival løb af stablen.
Festivalens cirka 150 gæster var mennesker med udviklingshandicap og deres hjælpere. De kom fra hele landet – nogle sammen med deres bofællesskab, andre sammen med pårørende. Fælles for dem alle var, at de havde glædet sig til Frøfestival 2018, lige siden Frøfestival 2017.
– Vi ved, at Frøfestival er årets højdepunkt for mange af vores medlemmer. Her slår man sig løs, hører god musik og spændende forkyndelse og lærer nye at kende, fortæller Tove Søgaard, der er landsleder i Kristelig Handicapforening, som mange af de deltagende bofællesskaber er tilknyttet.
Elever på omsorgsarbejde
Efterskolens special-elever havde været på arbejde forud for festivalen med at skabe en flot scene og en naturtro lufthavns check-ind – det hele i forlængelse af årets tema ”Jorden rundt på tre dage”. Alle skolens elever agerede desuden værter hele weekenden igennem. Det indebar, at de rykkede ud af deres værelser og overnattede andre steder på skolen, tog godt imod festivalens gæster, holdt dem med selskab og deltog som aktivt publikum i koncerter og shows.
– For vores elever er der megen læring i at stå for et arrangement som Frøfestival. Vi har igen i år været glade for at se, hvordan de har fået gæsterne til at føle sig hjemme og hjulpet med at få det hele til at glide, siger forstander Anders Østerby.
Imponerende indsats
Festivalen bød på koncert med Aarhus-bandet Party Troopers, talentshows, hvor festivalens deltagere selv gik på scenen, workshops, forkyndelse og masser af tid til hygge og fællesskab. Søndag blev der sluttet af med en stor gudstjeneste i skolens hal. Herefter stod den på hjemrejse for gæsterne og masser af oprydning for elever, lærere og teknisk-adminitrativt personale på Frøstruphave Efterskole.
– Vi synes hvert år, det er noget helt specielt at komme på Frøstruphave Efterskole. Den indsats, som lægges af både elever og medarbejdere, er imponerende. Igen i år ser vi tilbage på en gæstfrihed, der går lige til hjertet, og som vi ved gør en stor forskel for vores medlemmer, understreger Tove Søgaard fra Kristelig Handicapforening.
Christina H. Brorson