Sydvestkyllands Efterskole opfører en musikal næste fredag og lørdag. De skriver selv om stykket:
”Munke og nonner – de få der er tilbage – går og hakker på hinanden. Priorinden leder og fordeler arbejdet og laver mindst muligt selv. Thomas tænker mest på næste måltid og Filip på den bog, han er i færd med at læse. Anna er tonedøv og gider ikke spille klaver, men skal gøre det, og Maria bagtaler dem alle sammen! Nej det går bestemt ikke godt i klosteret. Og folk i byen er ikke imponerede – de oplever ikke medmenneskelighed og næstekærlighed fra dem, man ellers kunne forvente det fra. Be’r man om hjælp, sendes man bort”, lyder det blandt andet.
Heldigvis finder man langsomt ud af, hvad det hele skyldes, da den unge forfatter Christian undersøger sagerne nærmere.
Christian får lov til at bo på klosteret og komme ind bag facaden. Og langsomt får han trevlet det hele op. En historie, som involverer en helgen i en kiste, forsvundne penge, en meget grisk abbed og ikke mindst løgn og bedrag.