Hvorfor overhovedet lytte til kristen musik?

Der er idag en rigdom af fed kristen musik, der venter på, at du lytter til den - indenfor alle genrer.

Det hænder, at jeg kommer i snak med andre kristne om, hvad de lytter til af musik. Meget ofte viser det sig, at de slet ikke lytter til kristen musik overhovedet, og de kender kun til lovsang, eller hvad der kan høres i radioen. Følgende tanker vil forhåbentligt hjælpe dig til at overveje, hvad du lukker ind ad øregangene.

Du bliver hvad du spiser

Dengang jeg gik i folkeskolen, fik vi indprentet sloganet, at “du bliver hvad du spiser”, underforstået at det, du indtager, bliver en del af dig, og at vi derfor skal leve sundt. Nu påvirker vi ikke kun vores kroppe med de ting, vi indtager. Vores sind og tanker fungerer som en computer, og de ting vi hører og ser bliver indlejret i vores hukommelse og bliver en del af os.

Med mindre du kun lytter til instrumentalmusik, så følger der et budskab med de sange, du lytter til, og de påvirker os.

Hvilke budskaber fylder du dit sind med? Her kunne vi også snakke om film og serier, men nu holder vi os til musikken. Det er ikke alt, der er gavnligt for os, selvom det er tilladt (1 Kor. 10:23).

Måske du har hørt den kendte historie om en mand, der gik til sin præst og sagde: “Det er som om, der er to hunde i mig, der slås. En der vil det gode, og en der vil det onde. Hvem af dem tror du vil vinde?” Hvortil præsten svarede: “Den som du fordrer mest!”

Hvad fodrer vi vores sind med? Gode ting, der opbygger os, eller med ting, der ikke gør noget godt for os eller i os?

Et godt alternativ

Der var engang, at de fleste sange bare handlede om kærlighed, men sproget og indholdet i de fleste genrer af verdslig musik er faldet drastisk i moral og etik. Nogle sange kan vel betegnes som neutrale, men hvis du lytter til en hel plade med en artist, hvilke budskaber dukker så op?

Hvad siger sangene, du lytter til? Og hvorfor støtte musik økonomisk, hvis du ikke kan stå inde for indholdet?

“Jeg lytter kun til musikken, ikke til teksterne!” – har jeg hørt en del gange. Måske er det musikken du primært lytter til, men din hjerne registrerer teksterne ikke desto mindre.

Der var engang, hvor argumentet var, at kristne ikke lavede god musik, indenfor den genre “jeg kan lide”, men den tid er forlængst forbi. Der findes idag kristne bands indenfor alle genrer, der laver ligeså god musik, bare med et bedre indhold, hvor teksterne ærer Gud og er med opbyggeligt indhold.

Nu behøver vi altså ikke at tilpasse os denne verden gennem dens musik, men vi har et godt musikalsk alternativ, hvorved vi kan tillade, at sindet fornyes i en god, velbehagelig retning (Rom. 12:2), da kristen musik hovedsageligt formidler Guds Ord og kristne budskaber.

Findes der andet end Hillsong?

I disse dage hvor CD salg er for nedadgående, er mange kirker stoppet med at sælge musik, da det ikke løber rundt økonomisk; da folk mest køber over nettet, hvis de overhovedet køber musik. Dette betyder at man selv skal ud og lede efter den gode musik.

Nu er lovsangsmusik decideret brugsmusik, designet til kirkelig brug i frikirker, og er derfor ikke altid det mest kreative og kan have en tendens til være ensformig, jo mere man lytter til den genre. Dog findes der også lovsangsmusik, der eksperimenterer og går nye veje.

Men Hillsong er ikke det eneste alternativ til radioen, hvis du er en kristen. Der er en rigdom af fed musik, der venter på, at du lytter til den – indenfor alle genrer.

Du kan selv søge på YouTube under kristen musik og se, hvad der dukker op, eller spørge dine kristne venner, hvem de lytter til. Man kan også læse anmeldelserne her i Udfordringen eller i udenlandske kristne blade som fx CCM magazine. Du er ikke tvunget til kun at høre radio eller Hillsong. Der er mange muligheder for at udvide din musikalske horisont.

Evangeliet gennem musik

Grundlæggeren af Frelsens Hær, William Booth, sagde: “Hvorfor skal djævelen lægge beslag på alle de bedste melodier?” Og de brugte datidens form for musik (hornmusik) til at gøre opmærksom på korset og evangeliet.

Djævelen har ikke opfundet og ejer heller ikke nogen form for musik. – Ikke engang dødsmetal, selvom nogle mennesker bruger denne stil til at herliggøre djævelen.

Der findes ikke nogle såkaldte kristne eller sataniske toner eller akkorder, der findes kun toner og akkorder. Derfor er det helt fint, når en kristen gruppe som Demon Hunter tager denne musikstil op og fortæller om Gud igennem den.

Kristen musik er en fin indgang til at dele evangeliet med andre. Da det er nemmere at invitere folk til en koncert end til en gudstjeneste, kan kristen musik give folk en anledning til at høre om Gud for første gang. Enten gennem teksterne på pladen eller gennem det, der bliver sagt til koncerterne.

Desværre er der blevet færre kristne koncerter i de senere år herhjemme, efter at lovsangen som musikstil har overtaget meget af musiklivet i kirkerne. Der er stadig brug for musikevangelister, der bruger musikken til at fortælle om Gud inden for forskellige musikalske stilarter.

(Vi ser også i Salmernes Bog, at David brugte musikken til at fortælle om Gud.)

Styrker troen og sætter ting på plads

Paulus sagde: “Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol. 3:16).

Hvis Kristi ord bor hos os i rigt mål, er det naturligt, at det også er at finde i den musik, vi hører.

Vi skal undervise og endda formane hinanden igennem sange. Kristen musik gør dette med tekster, der styrker vores tro og sætter ting på plads, som vi har funderet over.

Bob Hartman fra det daværende Petra var vældig god til dette. Den kristne rock har generelt altid været god til at udfordre og formane troen med radikale tekster. En smule mere end den kristne pop, som indimellem dog også har stærke budskaber.

Da Metodisterne brød frem i England i 1700-tallet, brugte Wesley-brødrene deres hymner til at undervise med og til at nå de unåede – så nye troende både sang og lærte om deres tro på samme tid.

En sang med korrekt teologi vil tit hjælpe dig bedre end en prædiken af den simple årsag, at du bedre kan huske den.

Ikke nyskabende nok

Nogle fravælger kristen musik, da de ikke synes, den er nyskabende nok. De, der gør det, er typisk dem, der kun kender til lovsang og tror, at det er det eneste form for kristne musik, der findes.

Det seneste album jeg har anmeldt af Crowder, synes jeg er vældigt nyskabende, da han formår at blande stilarter på en måde, jeg ikke har hørt før. Nu kan jeg umuligt vide, hvem du normalt lytter til, men jeg vil vove den påstand, at uanset hvem, så vil du kunne finde noget tilsvarende godt, bare med kristent fortegn.

Desuden, mange af de ‘nyskabende’ bands og solister gennem tiderne (levende og døde) havde en kristen tro, som kom til udtryk indimellem. Her tænker jeg på Elvis, Johnny Cash, Bob Dylan, U2, One Republic, Lenny Kravitz og Owl City.

Nu er de sekulære artister heller ikke så nyskabende igen. Alle kopierer (henter inspiration) fra hinanden. Fx minder John Mayer rigtigt meget om afdøde Stevie Ray Vaughan, og den nye popstjerne Ava Max lyder som Lady Gaga.

Nyskabende eller ej. I stedet for at bruge penge på og støtte musik, der ikke fremmer Guds Rige eller gør noget godt i dig, hvorfor så ikke bruge dine penge på musik, der leder dine tanker mod det himmelske, og ikke kun mod det jordiske? (Kol. 3:2)