Stor fest for unge i Kolding uden alkohol

Det er efterhånden blevet en tradition, at der bliver lavet en storslået alkoholfri fest for unge i Kolding i slutningen af februar. Euroclass, Kildevæld og ’The House’ inviterer.
Sidste års fest var en succes med mange unge. Foto: Simon Nyawade Madsen

Lørdag d. 23. februar kl. 19 inviterer Euroclass og Efterskolen Kildevæld, i samarbejde med The House, indenfor på Lykkegårdsvej 67 i Kolding, hvor alle teenagere og unge er velkomne til at deltage i det storslåede og populære event ’BELIEVE XL – fest med mening!’

Der bliver tale om en fest, som tages til nye og endnu usete højder, da arrangørerne har besluttet at gøre det endnu vildere end tidligere års succeser, som har samlet helt op til ca. 600 feststemte unge.

Der vil blive skabt en stemning med musik af bl.a. en DJ, lysshow og moves og meget mere, som helt sikkert vil få pulsen i vejret på alle, lover arrangørerne.

DJ Kenny Mitchell.
Legendarisk DJ

– I år er det en kæmpe glæde igen at kunne præsentere den fantastiske og legendariske DJ Kenny Mitchell som kommer hele vejen fra New York, og han er altid et sikkert hit blandt publikum! Vi kan med stolthed også løfte sløret for, at der bliver opført det vildeste fodbold-show, da fodboldtricks.dk for første gang går på scenen til Believe XL, fortsætter de.

Fodboldtricks.dk er bl.a. kendt fra TV.

I år kommer også BLVXL Dance Team forbi, som er en gruppe passionerede unge, der præsenterer deres tro på Gud gennem dans.

– Der er tale om en skøn kombination af erfaring og dygtighed, siger arrangørerne. Og de lover samtidig at de har ”flere vilde overraskelser i ærmet til publikum, så der bliver tale om en aften du ikke ønsker at gå glip af”.

Der er som altid fri entré til den alkoholfri aften, som er fra 7. klasse til 25 års alderen.
For mere information kan man tjekke Facebook-begivenheden: ’Believe XL 2019’