Ulla og Steen Balle Kristensen er forstanderpar på højskolen, og Ulla fortæller til Udfordringen, at det har været en fin start med ”30 fantastiske unge mennesker”.
Det er nogenlunde det antal, man havde forventet på det første hold, siger hun, men der er kapacitet til cirka 10 elever flere.
Fra i dag og vinterferien ud slår Oasehøjskolen dørene op for andre unge, der kunne tænke sig at snuse til højskolelivet én eller flere dage.
Et af ugens indslag bliver et besøg af René Ottesen, der er generalsekretær i Open Doors Danmark, og som vil fortælle om de kristnes situation rundt omkring i verden.
Bred vifte af fag
Højskolen, der ligger i naturskønne omgivelser tæt på Kjellerup, på den tidligere døgninstitution Oustruplund, midt mellem Viborg og Silkeborg, bygger på DanskOases værdier om levende, karismatisk kristendom.
Der undervises i alt fra teologiske og bibelske emner, apologetik (trosforsvar), etik, diakoni, spiritualitet og Helligåndens kraft, til lederskab, sunde livsrytmer og kreative fag som keramik og videoproduktion til udendørsliv med bl.a. mountainbike. Dagene starter med morgensamling og slutter med aftenandagt.
Lige fra første dag blev de unge udfordret. De mødte apologetiske, filosofiske udfordringer, samfundsfaglig stillingtagen, ler mellem hænderne, metalmusik i sammenspil, cellegrupper og rengøringsplaner.
Så det var en flok forpustede unge, som i weekenden 25.-26. januar blev taget med på LederOase, hvor de med perfekt timing blev udfordret på hvile, som var konferencens omdrejningspunkt. Det udmøntede sig ugen efter i 42 timers ”stilleleg” på skolen, hvor eleverne skulle være stille sammen.
Næste hold på Oasehøjskolen starter til august.