”Kom og bliv ført ud på det Caribiske hav blandt pirater og søulke, når Lukas-Skolens elever opfører Skatteøen”, lyder det fra ledelsen på skolen.
For 5. gang opfører skolen på Grundet Bygade i Vejle en musical i stor opsætning. I år med skatte og pirater som tema. De skal nemlig opføre Robert Stevensons klassiker, Skatteøen, i skolens egen hal d. 11. april.
Skatteøen er en klassiker, der er spækket med eventyrlyst og dragen efter det ukendte. Man følger Jim Hawkins, der i kaptajn Bill Bones gemmer finder et mystisk skattekort. Her kan et sandt eventyr og et medrivende kapløb om en dyrebar skat begynde.
Med hjælp fra lærere står eleverne fra 4.- 9. klasse for stort set alt på og bag scenen; makeup, lyd og lys, kostumer, skuespil, musik og meget andet.
Hver torsdag eftermiddag emmer skolens gange af musical-stemning. Her kan man høre “Admiral Benbow” og “Hispaniola” ud gennem højtalerne fra bandet, symaskinerne der kører på højeste blus for at sy kostumer, og danserne, der øver trin til hudløshed. Al denne øvning kulminerer i uge 14/15, hvor alle elever fra 4. til 9. klasse i stedet for skole har musicaluge. Her maler eleverne kulisser, sætter scene op, og alt gøres klar. De har nogle travle dage, for torsdag eftermiddag den 11. april skal den vises – for alle, der har lyst til at komme.
Fredag den 12. april står der så oprydning på skemaet, inden musicalstjernerne og deres teams kan holde en velfortjent påskeferie.
Lukas-Skolen har ca. 300 elever og bygger på den overbevisning, at hele Bibelen er Guds inspirerede, fuldt troværdige ord og den eneste autoritet i alle spørgsmål vedrørende kristen tro og livsførelse. Skolen er tværkirkelig og samarbejder med folk fra folkekirken og de evangeliske frikirker.