24-årige Rasmus Jonstrup er ikke typen, der dukker nakken, når talen falder på tro uden for kristne sammenhænge.
Den unge mand, som studerer teologi på Århus Universitet og er ungdomspræst i Bethelkirken i Aalborg, har skrevet bogen ”Gymnasietro” og er et menneske, der står ved sig selv og sin tro.
Hvordan nærmer man sig unge uden tro på en god måde?
– Det har jeg arbejdet meget med i forhold til gymnasieelever. Jeg har også lige været et semester i Texas, hvor størstedelen er kristne. Her mødte jeg en tjener, der ikke var det. ”Det er lidt hårdt ikke at være kristen her. Jeg er en minoritet”, fortalte tjeneren. Herhjemme er det ofte omvendt i skolerne.
– I min egen gymnasietid var nøglen for mig at droppe dobbeltlivet og bare være mig selv. Men en del kristne vil helst ikke have, de andre på gymnasiet ved, at de er kristne. Og når de så er i kirken, vil de helst ikke have, at de andre ved, at de skammer sig lidt over at være kristne i gymnasiet. Selvom jeg var nervøs, valgte jeg dog at stå ved min tro lige fra starten.
– Hvis det først kommer frem senere, virker det lidt unaturligt, synes jeg.
– Det er godt at tale dansk om det. Tale så alle forstår, hvad man siger, understreger Rasmus Jonstrup.
Så siger man for eksempel ”starte en kirke” i stedet for ”plante en kirke”, og man taler ikke nødvendigvis straks om det at blive ”renset af Jesu blod”…
– Jeg synes også, det er vigtigt at gribe de gunstige øjeblikke. Hvis der er en, der spørger: ”Hvad har du lavet i weekenden?” så fortæl, at du har været i kirke.
– Engang havde jeg en engelsklærer, der i en time spurgte: ”Er der nogen, der ved, hvad meningen med deres liv er?”
– Nogle svarede noget i stil med: ”Der er ikke nogen mening med livet. Kun den, man selv skaber”.
– Som kristen vidste jeg det, og da det blev min tur til at svare, sagde jeg: ”Jeg tror på, at jeg skal møde Jesus snart, og det ændrer alt”.
– Der blev helt stille i klassen. Men det gav nogle vildt gode snakke bagefter, siger han.
En anden gang talte eleverne om dating. Og om en dating-side, der opfordrede til ægteskabsbrud:
– Jeg fortalte, at jeg kun ville tilhøre én kvinde i mit liv, fordi jeg er kristen. Og at sex er noget, jeg gemmer til ægteskabet. Det er der noget meget smukt ved, sagde jeg.
– Bagefter var der to fra gruppen, som gerne ville være med i den kristne gruppe, jeg var i. De syntes, det var spændende. Da vi blev studenter, skrev den ene af dem i min studenterhue: ”Tak for alt, du har gjort for mig. Du har ændret mit liv”.
Det var et stort øjeblik for Rasmus Jonstrup.
– Og det var, fordi jeg turde at være åben, ærlig og ægte. Det er vigtigt at være det. Også omkring ens tvivl – og om, at man ikke er et overmenneske, men bare er på en rejse med Gud. Nogle gange kan ikke-troende lettere forholde sig til de tvivl, man har som troende, siger Rasmus Jonstrup, der studerer teologi på Århus Universitet og Menighedsfakultetet.
Kærlighed i luften
Hans forlovede, Pernille Gydesen, 23 år, er også troende. Hun studerer psykologi på universitet i Aalborg, hvor de begge er født og opvokset. Og hvor de er en del af Bethelkirken. Rasmus Jonstrup som ungdomspræst.
De mødte hinanden i kirken, hvor hun er celleleder og lovsangsleder.
– Pernille og jeg var begge ledere i ungdomsarbejdet i kirken, og jeg oplevede mere og mere, at der var noget særligt ved hende. Hun blev altid og hjalp til med at gøre rent som den sidste. Hun gjorde ofte tingene skjult, men jeg hørte om det gennem andre, der for eksempel fortalte: ”Da jeg var syg, kom hun med de nudler, jeg elskede”…
– Da jeg en dag inviterede hende ud, havde der været noget i luften længe. Hun var 19 og jeg 21 på det tidspunkt. Men da jeg havde datet hende nogle måneder, stoppede hun forholdet. Det var godt for mig. Jeg lærte ydmyghed, for jeg ville jo gerne. Hun sagde, at jeg var den perfekte mand, men hun kunne ikke finde ud af sine følelser. Efter halvandet års tænkepause kom hun tilbage. 100 procent klar. Selvom jeg troede, jeg ville hende, var jeg nok heller ikke helt sikker indtil da, men da havde jeg også haft tid til at tænke over det.
– Vi drømmer om det samme, og hun kan se sig selv som præstekone, fortæller Rasmus Jonstrup.
Pernille Gydesen føler et kald til at have samtaler med folk og mener, troen er kommet for at blive. Hun har haft stærke tros-oplevelser, der har cementeret den.
Fra ballademager til troende
Rasmus Jonstrup har også gennem årene haft en del åndelige oplevelser:
– For eksempel da jeg blev kristen, og da jeg modtog mit kald til at blive præst, siger han.
Men først var han i en meget ung alder ude på et sidespor.
– Mine forældre blev skilt, da jeg var ti år, og jeg var en rigtig ballademager. Årene efter skilsmissen var så hårde, og jeg havde så mange problemer, at jeg også overvejede selvmord.
– Selvom begge mine forældre normalt var en del af Bethelkirken, kom de der ikke lige så meget i den periode, og derfor gjorde jeg det heller ikke. Men så blev jeg heldigvis venner med Johannes gennem spejderarbejdet, og han fik mig med tilbage i kirken.
– I 13-årsalderen var jeg en del af teenagegruppen. Efter et års tid kom jeg der 4-5 gange om ugen, og jeg begyndte at blive rørt over det, de sagde om Jesus.
– En dag blev vi inviteret til at knæle foran scenen, og da jeg gjorde det, fik jeg en ubeskrivelig oplevelse: Jeg rystede, det blev varmt, jeg fik kuldegysninger, begyndte at græde… Jeg oplevede, at Gud kaldte mig til at følge Ham med hele mit liv, mens jeg græd og bare måtte sige ”Okay Far”, fortæller Rasmus Jonstrup.
En anden markant oplevelse havde han som 16-årig på Pinsekirkens Sommercamp i Mariager, hvor han også har gået på efterskole – på Mariager Efterskole.
– Jeg havde lige talt med en ven fra skolen om at blive præst. Mens jeg tidligere nærmest var den eneste personligt kristne på min skole i Aalborg, var alle på Mariager troende, og jeg blev virkelig sat fri af at være der.
– På campen satte jeg mig hen og bad for mig selv efter snakken med min ven – og da fik jeg en dyb lyst til og længsel efter at blive præst. Jeg oplevede, at det kom fra Gud, at jeg fik en masse tanker om at blive præst, siger han.
Til et trosmøde bagefter kom han midt under lovsangen pludselig i tvivl.
– Var det Gud eller mig selv? Da jeg satte jeg mig ned igen efter lovsangen var jeg stadig lidt i tvivl. Men så var der en af de andre deltagere, der gik op og sagde et profetisk ord på scenen.
Vedkommende havde en besked fra oven til en i forsamlingen: ”Mens du stod her under lovsangen, var du i tvivl, om det var Gud eller ej, der talte til dig, men Han har talt til dig”, sagde vedkommende, fortæller Rasmus Jonstrup.
Da følte han sig fuldstændig overbevist.
Rasmus Jonstrup har også gennem flere år været ungdomsleder på sommerstævnet i Lindenborg, hvor han er med i ledelsen. Han har rejst rundt i hele landet for at prædike – især for unge.