Popstjernen lagde den 1. oktober et billede af sin dåb på Instagram. Hun fortæller om sit besøg i Det hellige Land:
”Jeg er en amerikansk sanger. Jeg voksede op i et kristent hjem og har jødiske forfædre. Da jeg fik tilbudt den fantastiske mulighed for at se de steder, jeg har læst om i Bibelen under min opvækst, sagde jeg ja,” skriver sangerinden, der har en række platin-singler på CV-et.
Magiske Israel
“Der er noget fuldstændig magisk ved Israel. Jeg har aldrig før følt sådan en åndelighed eller kontakt med Gud … det er noget, jeg har savnet i flere år nu,” afslørede Demi Lovato. ”Det at blive døbt i Jordanfloden – samme sted hvor Jesus blev døbt – jeg har aldrig i hele mit liv følt mig så fornyet,” tilføjer hun.
– Rejsen har været så vigtig for mit velbefindende, for mit hjerte og min sjæl. Jeg er taknemlig for de minder, jeg fik, og for muligheden for at fylde det hul i mit hjerte, som kun Gud kunne fylde. Tak, fordi jeg måtte komme, Israel, skriver popstjernen.
Døden nær i 2018
Den 24. juli 2018 blev Demi Lovato fundet bevidstløs i sit hjem i Los Angeles efter en overdosis. Hun har efterfølgende takket Gud, fordi hun overlevede.
– Jeg takker Gud, fordi han hjalp mig til at overleve og få det bedre, skrev Demi Lovato på Instagram efter sin overdosis.
Hun tilføjede: ”Jeg har lært, at denne sygdom ikke er noget, som forsvinder eller svækkes af sig selv. Det er noget, jeg fortsat må kæmpe imod og ikke er færdig med endnu,” tilføjede hun i 2018.
Efter sin overdosis søgte Demi Lovato professionel behandling for sit misbrug, og hun har angiveligt været stoffri siden da.