’The Church is hurting people, I am wounded, and I go to church.’
Disse er de første ord, som bliver talt på dette album. Introtracket gør et rigtig godt stykke arbejde, når det kommer til at præsentere temaet på albummet. Kirken sårer ikke mennesker, men kirken er sårede mennesker, og sårede mennesker sårer hinanden, og sig selv.
Dette emne bliver gennemgået fra ende til anden igennem helle albummet. Ikke på en vældig analytisk måde, eller på en måde som nødvendigvis er særlig provokerende, som ellers kan forventes fra genren. Dog er der en tydelig personlig erfaring begravet i lyrikken på de forskellige sange på albummet.
En ting alle numrene har til fælles er, at de komplementerer hinanden helt utroligt godt i deres dynamik og passion. Dette giver albummet en gennemkørende intens og følelsesladet energi.
Jeff Lockes er tydeligvist lidt mere rå i sin vokal, end hvad man husker fra næsten to årtier siden. Det giver dog de emotionelle momenter på albummet den smule ekstra styrke, som gør dem til ekstraordinære numre. Derudover er guitararbejdet på hele albummet på højere niveau, end det nogensinde har været. Det er skønt at høre, at hverken Locke eller Bryan Gray har mistet grebet. Rytmerne følger fint med, og Sid Duffour på bas og Jim Chaffin på trommerne gør et ubetinget fantastisk stykke arbejde i at holde energien kørende på topniveau hele vejen igennem.
Hvis du ikke er vant til hårdere musik, er det her måske ikke det bedste sted at starte din rejse. Til gengæld ville alle med en hang til hardcore og punk finde noget at elske her. Hvis du ikke selv er til genren, så anbefal det til nogen, som er! Varm anbefaling herfra.