Sofie hang i et vandfald på Hawaii i over 7 timer

Jeg hørte tydeligt, at Gud sagde: ’Du skal leve. Jeg er verdens håb. Jeg har magt over naturen og døden, og jeg kommer med liv,’ fortæller Sofie Hovda. Hun stod på et ben og klamrede sig til en glat fjeldvæg i et vandfald i 7,5 time, før hjælpen kom frem.

– Pludselig hørte vi et brøl fra vandfaldet over os. Det udvidede sig med mange meter på få sekunder, fortæller Sofie, som i mange timer måtte klamre sig fast til fjeldvæggen for ikke at blive revet ned af den livsfarlige strøm.

Det utænkelige skete, da Sofie Hovda (23) og tolv venner fra Ungdom med Opgave i Kona, Hawaii, badede ved et vandfald på øen i november 2018.

Frygtede for at drukne

– Jeg troede ikke, at jeg havde nogen chance for at overleve. Jeg var ikke bange for at dø, for jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Men jeg følte en angst for at drukne, indrømmer hun.

Sofie begyndte at bede sine sidste bønner om, at familie og venner, som ikke var frelst, måtte lære Jesus at kende gennem hendes begravelse. Og hun bad om, at hendes krop måtte blive fundet, så forældrene havde en krop at begrave.

”Du skal leve”

– Efter at have bedt, hørte jeg tydeligt Gud sige:
‘Du skal leve. Jeg er verdens håb. Jeg har magt over naturen og døden, og jeg kommer med liv.’
Da blev jeg fyldt af en utrolig fred og vished om, at jeg skulle leve, fortæller Sofie.

Gennem sin samtale med Gud forstod hun, at de alle tretten ville overleve, men at hun selv skulle reddes som den sidste. Hun spurgte Gud, om han ville standse vandstrømmen. Det skete ikke. I stedet oplevede hun, at svaret var, at en helikopter ville komme 20 minutter senere.

Avisen West Hawaii Today bragte historien om den vanskelige redningsaktion, der fandt sted den 12. november 2018 ved dette vandfald. Foto: Laura Ruminski/West Hawaii Today

Skubbet af en hånd

I mellemtiden steg vandet hurtigt omkring hende. Sofie klatrede op på en fjeldhylde ved siden af to venner og klamrede sig fast i en vanskelig stilling.

– Flere gange faldt jeg bagover, men jeg følte en hånd, som skubbede mig ind mod fjeldvæggen. Jeg så da et billede af to engle, som holdt i hver sin hæl. Og at Jesus lagde sig ind over mig og dækkede min krop.

Sofie var helt dækket af det brune vand fra vandfaldet, og hun måtte holde hovedet under armhulen for at kunne trække vejret.

På et tidspunkt hørte hun en engel fortælle hende, hvor hun skulle flytte sin venstre hånd hen for at få bedre fat. Indtil da havde hun bare holdt sig fast med højre hånd. Umiddelbart derefter blev vandfaldet så stærkt, at hun ikke ville have overlevet uden at holde fast i netop denne kvist.

Skjult bag vandfaldet

Redningsmandskabet så i første omgang ikke Sofie og de to venner, som var skjult under vandfaldet. I over to timer søgte helikopteren efter deres kroppe i floden, mens de tre klamrede sig fast til fjeldvæggen inde i vandfaldet.

Udmattet som hun var, fik Sofie et anfald af det, hun beskriver som ”døds-kramper”.
”Jeg holdt op med at trække vejret og fik store kramper fra hovedet og gennem hele kroppen,” fortæller hun.

En sten på størrelse med en håndbold ramte hende i hovedet, og hun var tæt på at besvime af smerten.

Ingen frygt for døden

Da mørket sænkede sig, så Sofie endelig to lys over sig. Redningsmandskabet havde fundet dem.
Men der gik endnu to timer, før det lykkedes redningsfolkene at komme ned til dem. Fjeldvæggen gik 80 meter lige nedad, og de havde svært ved at finde en sikker rappelleringsløjpe, så de kunne komme ned til hende.
De var chokerede over at finde Sofie og hendes venner i live.

Den første, som kom frem til Sofie, forstod ikke, hvordan hun kunne have stået så længe på bare én fod. Han fik sat en sele på hende, så hun kunne klatre op, men hun var blevet lam i benene.

– De fik løftet mig nogle meter op og lagde mig på en hylde bag et træ. Jeg lå der og skælvede, mens de hentede de andre, fortæller Sofie.

Hun var den sidste, der blev reddet, efter 7,5 time i vandfaldet.
– Jeg var helt ødelagt i kroppen, og lam i benene i en hel uge derefter, fortæller hun.

Senskader

Sofie kæmper stadig med eftervirkninger fra ulykken.
– Jeg ville jo helst have undværet smerten under ulykken og nu bagefter. Men hele tiden følte jeg mig tryg i Guds hænder. Gud må have al ære for, at jeg lever, siger hun.

Helt siden hun var seks år har Sofie vidst, at hun skulle være missionær. Før i tiden ville hun dog helst undgå steder, som kunne være farlige. Men nu oplever hun, at have fået livet som gave, og det gør, at hun er åben for at rejse hvor som helst.

– Jeg har ingen frygt for døden. Selv om du lever i en krigszone, så er Guds hænder det tryggeste sted at leve i. Og når han lader os dø, så ta’r han imod os i sin herlighed, siger hun med overbevisning.