– Jeg er så taknemlig for, at Gud sendte dig til os, sagde dommer Richie efter Samanthas andet forsøg. ”Må jeg bede sammen med jer?” lød svaret.
Først gik det slet ikke efter planen, da Samantha Diaz skulle synge for dommerne i ABC’s American Idol konkurrence i forrige uge, skriver CBN.
Sangerinden med kunstnernavnet “Just Sam,” har haft et svært liv. Hendes mor røg ud og ind af fængslerne, så Samantha blev adopteret af sin bedstemor, Elizabeth. De to bor i et offentligt byggeri i Harlem, New York, og Just Sam tjener lidt til kost og logi, når hun optræder for de rejsende i undergrundsbanen. Også kirken hjælper den udsatte familie.
– Hverken min mor eller far tog sig af mig, da jeg var barn. Min bedstemor gav os mad og tag over hovedet og tøj på kroppen, fortalte Just Sam.
’Jeg kommer på TV’
Just Sam havde i september 2018 fortalt sin bedstemor, at hun en dag ville få succes på TV – og betale hende tilbage. Før Just Sams optræden i American Idol gav Elisabeth hende følgende råd: ”Tro på dig selv. Tro på Gud. Og lær at tilgive andre”.
Men under audition blev det for svært for Just Sam at synge Lauren Daigle’s “You Say”, som netop handler om at kunne tro på sig selv og være den, Gud siger, man er.
Just Sam brød sammen i gråd og måtte opgive at synge sangen ”You Say”. Men dommerne Katy Perry, Lionel Richie og Luke Bryan trøstede hende og opmuntrede hende til at prøve igen.
Op på hesten igen
I anden omgang valgte Just Sam så at synge sangen ”Rise Up” for dommerne.
”Jeg vil rejse mig uden frygt igen og igen for at kæmpe videre. Vi vil gå videre og flytte bjerge sammen,” hedder det i Andra Day og Jennifer Decilveos “Rise Up”.
Dommerne var begejstrede, og de opmuntrede alle Just Sam til at fortsætte med at synge, uanset udfaldet af American Idol.
’Må jeg bede med jer?’
“Jeg vil gerne have dig til at stole på, at vi kan guide dig igennem det her,” sagde Lionel Richie efter sangen. Han tilføjede: ”Jeg er så taknemlig for, at Gud sendte dig her til os.”
– Må jeg bede sammen med jer? Er det OK?, spurgte Just Sam. Og det var OK.
Dommerne og Just Sam tog hinandens hænder omking dommerbordet, mens Sam bad: “Himmelske far, Herre, gør mit liv helt nyt lige her og lige nu sammen med mine venner og min nye familie. Amen.”
Studieværten fra talentkonkurrencen, Ryan Seacrest, blev også rørt: “Man har altid brug for en æske lommetørklæder, når man ser auditions som Just Sams. Jeg er fuld af beundring for hendes mod og styrke,” sagde han.
Just Sam tror, at hendes halvandet år gamle profeti vil gå i opfyldelse.
“Jeg har allerede gjort min bedstemor stolt af mig. Jeg er fyldt med så meget taknemlighed, glæde og fred. Det at være til audition hos American Idol har virkelig ændret mit liv,” siger Just Sam, som foreløbig er sikkert videre i konkurrencen.
Om søndagen er hun altid at finde til gudstjeneste i The Rock Church i Harlem, hvor hun også glæder menigheden med sin sang.