Efter to EP’er er her den første plade i fuld længde fra de amerikanske brandstiftere (American Arson). De starter givetvis ikke brande i virkeligheden, men måske en smule røre i konservative kristnes kredse, dels gennem musikken, men især gennem deres tekster, der måske udfordrer manges holdninger.
De lægger ud med den stærke og lidt politiske ‘The End’ med teksten: “If every poor man is a burden, and every foreigner the enemy? If love is only for the one who shares my skin? I swear that this could be the end!” (Hvis alle fattige er en byrde, og alle udlændinge en fjende?
Hvis kærlighed er kun for de, der deler din hudfarve? Så sværger jeg, at dette kunne være afslutningen!)
I den efterfølgende sang ‘Drop Your Daggers’ taler de om, hvordan vi har en tendens til at dæmonisere hinanden, når vi er uenige, hvilket vi jo ofte ser på sociale medier. Måske er det også en henvisning til den polarisering mellem de to politiske fløje, man oplever i USA. – Især nu med det kommende præsidentvalg!
De har mange gode sange med masser af screaming, hvor de indimellem stilmæssigt minder om Disciple eller danske Dizzy Mizz Lizzy (rent musikalsk, ikke så meget vokalmæssigt).
De lyder som et sammentømret band, men er faktisk kun en duo bestående af Evan Baker på guitar og vokal og Jesse Gentry på trommer og vokal. Det er guitaristen, Evan, der er forsanger.
Når de spiller live, ser det ud som om, de klarer sig helt uden bas og keyboard. På pladen kan man dog både høre bas og keyboard (effekter).
Pladen slutter med den interessante ‘The King is Alive’ som er Spoken (Screamt) Word stort set hele vejen igennem bortset fra omkvædene.
Et ganske godt og helstøbt album.