Drømmer du om at blive en god formidler?

Højskolen Acts Academy i Kolding inviterer til en åben uge fra d. 9.-12. november. Forfattere, præster og journalister skal gøre deltagerne bedre til at kommunikere.

Højskolen Acts Academy i Kolding, tidligere Kolding internationale Højskole, slår i næste uge dørene op for en åben uge med seks forskellige talere på programmet. Emnet er kommunikation.

Med temaugen “Kommunikation der sætter aftryk” vil højskolen gøre sit for at være med til at skabe en ny generation af kompetente, troværdige og inspirerende historiefortællere og formidlere af evangeliet i både skrift og tale.

De opfordrer dem, som drømmer om at udvikle evnen til at kommunikere, så det sætter aftryk og gør en forskel, til at deltage på temaugen, der stadig har nogle ledige pladser.

Bred vifte af undervisere

”Underviserne er mennesker, der til daglig lever af at kommunikere. De vil drage dig med ind i deres univers og give dig redskaber til at blive en bedre fortæller og kommunikator på alle plan”, lover arrangørerne i deres beskrivlese af ugen.

Underviserne er kendt i forskellige sammenhænge i og uden for det kirkelige landskab i Danmark.

Journalist og forfatter til bogen ’Jeg mødte Jesus’ Charlotte Rørth

Åben aften med Charlotte Rørth

Onsdag den 11. november kl. 19.00 er der åben aften med Charlotte Rørth. Hendes hudløst ærlige bog fra 2015 ”Jeg mødte Jesus”, om hendes uventede møde med Jesus på et kloster i Spanien, har gjort hende kendt over hele landet og gjort samtalen om Jesus langt mere naturlig i det offentlige rum.

Hendes anden bog, ”Vi mødte Jesus”, udkom på Gyldendal i 2017 og er en fortælling om de mange andre, der er kommet ud af busken med deres personlige åndelige oplevelser efter udgivelse af hendes første bog.

Charlotte Rørth vil komme omkring sit eget møde med Jesus og forklare, hvad der står tilbage for hende og mange andre efter den slags oplevelser. Hun vil også give sit bud på, hvordan man formidler en historie, som er så personlig og vanskelig forståelig for mange, til den bredere offentlighed.

Deltagelse på det åbne aftenmøde kræver tilmelding og koster 75 kr.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er en prisvindende dansk forfatter.

Prisvindende forfatter

I løbet af ugen underviser den prisvindende forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Anne-Cathrine Riebnitzsky en succesfuld dansk forfatter af både fiktion og faglitteratur.

Riebnitzsky har en baggrund som sprogofficer, der er specialiseret i russisk, hvilket førte hende til at arbejde på den danske ambassade i Moskva, inden hun blev udsendt til Afghanistan i 2007, først som soldat og derefter som rådgiver for Udenrigsministeriet.

Kvindernes krig, hendes første faglitterære bog udgivet i 2010, handler om hendes arbejde med afghanske kvinder, der kæmper mod undertrykkelse, vold i hjemmet og Taliban.

Præst Thomas Hansen

To år senere debuterede hun som romanforfatter med den prisvindende Den Stjålne Vej. Riebnitzsky har siden udgivet tre andre romaner.

I bogen ”Tro i hverdagen” fra forlaget Eksistensens bogserie ”Kristendommen ifølge…” fortæller hun om sin egen tro. Bogen er en ærlig og levende skildring, og hun fortæller bl.a. om, hvordan troen hjælper hende i hverdagen, og hvordan Gud har lægt mange af de sår, hun fik i en svær opvækst.

Præste-input

To præster fra København giver deres bud på god

Præst Jakob Viftrup.

kommunikation:

Jakob Viftrup, der til dagligt er ledende præst i Københavns Frikirke, og Thomas Hansen, ledende præst i Hillsong Church Denmark. De er begge erfarne formidlere af evangeliet og vant til at kommunikere live for mange forskellige mennesker.

Journalister med kirke-erfaring underviser

Allan Høyer er uddannet journalist og har tidligere arbejdet for DR P4, Midt og Vest. De sidste 20 år har han været præst i hhv. Lemvig og Herning, men fra årsskiftet er det slut med præstejobbet.

I stedet følger han sin barndomsdrøm om at kommunikere evangeliet til folk uden for kirkedøren.

Journalist Allan Høyer.

Han vil dele ud af sin erfaring som både præst og journalist.

Det samme vil Svend Løbner, som er journalist med særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem kulturer og religioner. Han er oprindelig uddannet i økumenisk teologi og virkede mange år som frikirkepræst, inden han blev journalist.

De sidste otte år har Svend arbejdet som freelancejournalist for hjælpeorganisationer, der arbejder på tværs af etniske, religiøse og andre skel.

Den åbne uge starter mandag d. 9. november kl. 09:00 og slutter torsdag d. 12. november kl. 16:30. Se mere på actsacademy.dk

Journalist Svend Løbner.