Dette nye album, The Path, er det første album, som er kommet på førstepladsen på den kristne hitliste i USA, men er det fortjent? Eller er det et tegn på, at bandet er blevet lidt for mainstream for deres gamle fans?
Allerede fra første sekund står to ting klart:
1. Bandet er endnu ikke blevet bange for at gå hårdt til den.
2. Hvis du ikke var fan af bandet før, er der nok ikke det store, som vil ændre sig efter The Path.
Faktisk er det lidt overraskende, at lige præcis dette album virker til at have så kæmpestor succes. Ikke fordi det er dårligt, eller kedeligt. Det er metalcore på meget højt niveau. Det er bare svært for mig at påpege, hvad der lige præcist gør dette album specielt.
Måske er det den meget inspirerende atmosfære, kombineret med den meget karakteristiske udløsning af aggressivitet, som mange af numrene har. Det kan være lige præcis dette, som folk har brug for i disse tider.
Budskabet på albummet er da også meget nutidigt og relevant. Der er mange trodsige anthems her, som forsøger at gøre op med dagens negativitet, som fx ”The Face of Hate” og ”Breaking The Mirror”.
Et af de mest unikke tracks på dette album er helt sikkert det meget elektronisk-tunge ”God of Fire”, som også har Ryo Kinoshita fra japanske Crystal Lake med som gæst. Nummeret er en lettere kryptisk, men dog en ret tydelig kritik af amerikansk udenrigs- og krigspolitik.
Det er relativt modigt at tage sådan et standpunkt overfor disse emner, når man har deres målgruppe i tankerne, men det virker til at have givet pote.
Hvis du har været fan af bandets tidligere output, er der ingen grund til at holde dig tilbage fra The Path. Selvom du som fan statistisk set allerede har købt albummet.