Tiden op til brylluppet, som skulle have været fyldt med glæde og forberedelser, blev en tid med uvished og skuffelse over, at dette skulle ramme vores livs vigtigste dag. Jeg kan huske, at jeg løb en tur i april måned og fortalte Gud, hvor ked af det og frustreret, jeg var over det hele – brylluppet hang jo i en tynd tråd.
Mens jeg løb, lyttede jeg til min kristne spilleliste, som stod på shuffle play, og så spurgte jeg Gud, om han ville styre, hvilken sang, der skulle være den næste.
Den næste sang var ”Every Little Thing” af Hillsong Young & Free med en tekst, som dermed ramte mig i hjertet på en anden måde, end den havde gjort før: ”every little thing is gonna be alright, whether I can see it now, I know you will work it out for good” – en sang om at stole på Gud, og at han vil vende det hele til noget godt. Idet jeg hører sangens budskab, bliver jeg overvældet af en rus af glæde og sejr, da jeg føler, at Gud er med mig.
Lidt efter kigger jeg op mod himlen og ser et lille hjerte formet i skyerne, som jeg opfatter som en slags bekræftelse.
I tiden efter går det stadig ned ad bakke med corona, og jeg beder til Gud, om han vil hjælpe os med at træffe de rigtige beslutninger – uanset hvad vi valgte at gøre, ville det være et sats. Jeg ved, at der også var mange af vores gæster, som bad for brylluppet i den periode og generelt bakkede os op, hvilket jeg er meget taknemmelig for.
I slutningen af maj er vi dog ved at give op – vi overvejer i et kort øjeblik at rykke brylluppet til Grundtvigskirken, som er en stor og utrolig smuk kirke, som kunne rumme flere gæster, men jeg ender med ikke at gå videre med det, da jeg ikke umiddelbart følte, at vi havde en personlig relation til kirken.
Vi ville gerne giftes i den kirke, hvor vi mødte hinanden, og den var meget mindre. Dagen efter vi havde snakket om Grundtvigskirken, kører min mor og jeg ind til byen for at hente min mors festkjole for at holde humøret oppe.
På vej hjem får jeg tilfældigvis øje på en sort bil pyntet med tyl, som drejer ind til Grundtvigskirken – i ren desperation kører vi efter bilen, som parkerer ude foran Grundtvigskirken, og jeg står ud af bilen.
Fem minutter efter slår dørene op, ud kommer et smukt og glad brudepar, klokkerne kimer, og inde fra kirken høres brudemarchen spillet af kirkens store orgel for fuld hammer. Jeg overværer det hele og bliver nærmest væltet bagover i mit indre af glæde og rørt til tårer ovenpå oplevelsen.
Derefter følte jeg på forunderlig vis en stærk trang til at undersøge kirken nærmere med henblik på d. 4. juli. Jeg oplevede det som om, at jeg blev placeret foran Grundtvigskirken, og at Gud ville fortælle mig, at det hele stadig var muligt, og at dette var kirken – ligesom der jo står i Bibelen, at intet er umuligt for Herren.
Jeg finder bagefter ud af, at vi havde været vidner til et af de få bryllupper, der havde fundet sted i Grundtvigskirken i den periode, fordi de fleste bryllupper var blevet aflyst.
Det var et rent held, at vi kørte forbi! Oplevelsen giver mig følelsen af håb. Vi undersøger sagen, og det hele viser sig at kunne lade sig gøre – det andet bryllup, som skulle have været afholdt i kirken d. 4. juli, havde tilfældigvis aflyst, og jeg boede heldigvis tæt nok på sognet til at kunne få tilladelse til at blive gift i kirken.
Det hele falder derefter på plads med kirke, vores egen præst og alt, hvad der hørte til – selv på den kro, hvor vi skulle afholde festen, vælger det andet bryllup at aflyse, (de havde booket den store sal og alle værelserne før os). Nu får vi adgang til alt dette, der er med til at gøre det hele muligt og mere coronavenligt.
Smittetallet var desuden på sit laveste d. 4. juli, og det blev til et stort og smukt bryllup, uden at vi behøvede at afvise nogen gæster – og vigtigst af alt blev ingen smittet, og alt lagde sig til rette, og det var en fantastisk dag.
Vi blev i sidste ende også enormt glade og lettede over, at vi fik rykket brylluppet til en anden kirke, eftersom der lå et kæmpe byggerod ude foran den kirke, vi oprindeligt skulle have været gift i, som de ikke havde nået at rydde væk inden d. 4. juli – det var held på held. Guds vejledende hånd igennem det hele gjorde ikke alene vores bryllup muligt, men også smukkere og større ud over mine egne forventninger!
Det var ikke held, vi havde oplevet undervejs, men små mirakler. Midt i modløsheden blev jeg mindet om, hvor god og omsorgsfuld Gud virkelig er, hvordan Gud giver i overflod og hele tiden er i kontrol, selvom alting er kaos.
Bagefter kommer jeg i tanke om, at Grundtvigskirken alligevel ikke var helt uden personlig betydning for mig – året op til brylluppet boede jeg i Emdrup og plejede ofte at sidde på en bænk foran kirken og bruge tid med Jesus, mens jeg betragtede den flotte og majestætiske bygning.
Jeg mærkede en særlig forbindelse mellem Gud og mig, når vi snakkede der. Det gjorde hele bryllupseventyret endnu smukkere, at Gud imødekom mig og svarede på mine bønner på præcis det sted, hvor jeg havde siddet og bedt rigtig meget.”