Josefine Jønsson har et ønske om, at andre skal se Gud igennem hendes liv. Den 29-årige sanger var kun fire år, da hele familien oplevede et mirakuløst møde med Gud, som forvandlede deres liv. Det betød ikke at livet blev let, men gang på gang har Josefine oplevet Guds trofasthed.
Mødet der ændrede alt
– Da jeg var 3-4 år inviterede min farfar min familie og mig til helbredelsesmøde med Hans Berntsen på det lokale bibliotek i Nykøbing Falster, hvor jeg er vokset op.
Mine forældre var ikke kristne og deltog kun i mødet, fordi min farfar havde lokket med, at det var ham, der skulle spille klaver til mødet. På det møde gav mine forældre deres liv til Jesus, og det startede noget af en omvæltning for os som familie, fortæller Josefine.
På daværende tidspunkt var Josefine ofte indlagt på hospitalet med lungebetændelse, og eftersom flere børn på hendes mors side havde mistet livet af lungesygdomme i en ung alder, var de bange for at miste hende.
På samme tid havde hendes storebror problemer med sit knæ, og det var en udfordring, fordi han elskede at spille fodbold – og så havde deres hund også fået kræft. Dyrlægen havde givet den et halvt år tilbage at leve i.
– Til næste møde med Hans Berntsen gik min bror op og fik forbøn for alle tre ovennævnte udfordringer, og vi blev alle tre mirakuløst helbredt, fortæller Josefine.
– Jeg har aldrig haft lungebetændelse eller lungeproblemer siden, min bror har ingen problemer med sit knæ længere, og vores hund levede mange glade år og døde af alderdom uden kræft.
Siden den oplevelse har Josefine og familien levet med Gud i deres liv.
Svær barndom
Som barn havde Josefine ikke de nemmeste vilkår. Hun havde ikke mange venner, da der ikke var mange, der forstod hendes tro.
– I mange år havde jeg et billede af mig selv som en, der ikke selv skulle have glæden af at have venner, men som kun skulle være en god ven for andre. Den løgn troede jeg på.
Jeg husker tydeligt, når jeg sad på mit værelse og bare ønskede mig en god ven, som ægte og autentisk ville være der for mig – og selvom den bøn fra hjertet ikke kom til syne der, så vidste jeg, at Jesus sad der på mit værelse og legede med Barbie-dukker sammen med mig, siger Josefine.
Josefine oplevede også at få problemer med sit selvværd på grund af sit udsende.
– Da jeg var meget lille, var jeg som så mange andre i bad sammen med mine jævnaldrende kusiner, og vi legede og havde det sjovt. Da vi var færdige kom min tante – deres mor – ud for at hjælpe os med at få tøj på igen, og hun gav mig et elevator-blik, der ændrede, hvordan jeg så mig selv.
Siden den dag troede jeg på, at der var noget galt med mig, og at jeg ikke så ud som de andre og ikke var god nok, husker Josefine.
Den oplevelse satte spor i hende, og da hun i teenageårene blev fodret med kommentarer fra kammerater omkring det ”hvalpefedt” hun havde på siderne, følte hun bare, at hun blev bekræftet i, at der var noget galt med hende.
Da der også opstod en følelsesmæssig krise i en familierelation, havde Josefine behov for at føle, at hun havde kontrollen. Det førte til, at hun i nogle måneder som 15-årig tabte sig rigtig meget og gjorde alt hvad hun kunne for at kontrollere, hvad hun spiste.
– På den måde føltes det, som om jeg havde en enkelt ting at have kontrol over, mens resten af min verden blev rystet omkring mig, fortæller Josefine og fortsætter:
– Først i begyndelsen af tyverne blev det profeteret, at jeg ville få én fantastisk ægte ven, som jeg kunne leve livet og bygge sammen med. Et halvt år senere fik jeg min i dag bedste veninde, som jeg både kan dele liv, tjeneste og tro med. Gud er trofast.
I dag har jeg et stort fællesskab af kristne venner, som brænder for Jesus og vil i samme retning. Det har været en enormt omsorgsfuld gave at modtage.
Vil give det videre
Josefine har netop udgivet sin anden EP ”Papers Blanks and Peace”. En meget personlig EP, hvor Josefine deler af sig selv og sine erfaringer med Gud.
– Det er den udgivelse, der har taget mest mod at udgive netop af den grund, men det er klart også den udgivelse, som jeg hviler mest i, siger hun.
Hun oplevede selv, at Gud satte hende fri af ”de lænker, hun bar”, og det vil hun give videre.
– Det er ingen skam i at deale med angst, depression, frygt, osv. Gud er nådig, og Han er villig.
Han ønsker at møde os midt i vores sværeste øjeblikke, tage os i hånden og følge os ud, siger Josefine og fortæller videre:
– Når Gud griber ind i mit liv og sætter mig fri fra så mange års lænker i frygt, usikkerhed og skam, så kan jeg ikke være stille omkring det. Derudover tror jeg også, at der er mange, der kan have brug for at høre, at der er frihed til os, fordi Han har givet sig selv for os. Vores elskede himmelske Far ønsker os FRIE OG HELE gennem Hans kærlighed og i relationen til Ham.
Sangene – en gave fra Gud
Josefine har ikke altid skrevet sange, men oplevede, at Gud konkret gav hende en gave:
– Jeg troede ikke på, at jeg var i stand til at skrive sange – det var først efter at jeg havde været til en gudstjeneste i Bethel Church i Redding i 2016, hvor en prædikant kaldte mig ud i forsamlingen, da han sagde: “Der er en kvinde her, som er født i 1992, og som spiller klaver.
Hvis det er dig, så rejs dig op.” Jeg rejste mig og modtog så et profetisk ord om, at jeg ville være “a voice for my generation”, at ny musik ville flyde ud af mit liv, og at det var tid til at drømme stort.
– Da jeg kom hjem, skrev jeg pludselig en sang hver uge i seks måneder. Det skete bare helt naturligt – det var som om, at Gud havde plantet såsæd til sangskrivning, og nu var det så min opgave at værne om den og lade den vokse, så det gjorde jeg.
Josefine skriver sange for at ære Gud, og det står hun gerne ved.
– For mig har det aldrig handlet om at tjene penge eller tage på turné – jeg ønsker én ting, og det er, at folk må lære min Jesus at kende. Derfor skriver jeg sange om Ham og det, Han har gjort for mig.
Jeg har oplevet Guds trofasthed i alt det, jeg har været igennem, og det må jeg give videre.
Vil leve på Guds præmisser
En pige med dit talent kan blive en stor stjerne i musikverdenen. Er det også din drøm?
– Gud gav mig min stemme, og Han har beskyttet mig, værnet om mig og åbnet de rette døre til den rette tid indtil nu, og det tror jeg på, at Han vil blive ved med.
– Jeg synger til og om Ham, indtil Han beder mig om at gøre andet. Jeg har flere gange fået tilbud fra forskellige TV-programmer om deltagelse, men jeg går ikke på kompromis for verdens skyld, og derfor har jeg ikke deltaget i dem.
– Åbner døren sig for musikverdenen, er jeg åben – så længe det stadig kan være med Gud som omdrejningspunkt, siger Josefine.
Josefine er uddannet lærer, men er lige nu på bibelskole i Redding, Californien på andet år. Hun drømmer om at leve et liv fuldt af Guds nærvær og ønsker at være et vidnesbyrd, der hvor hun er.
– Jeg drømmer om se mennesker blive helbredt, sat fri og elsket helt ind til deres kerne, og hvis Gud kan bruge mig i den proces, så er jeg mere end villig.
– Hvis min musik kan bruges i den sammenhæng, glæder det mig, men ønsker Gud at bruge mig på andre måder, så er jeg også åben for det, slutter Josefine.
Du kan lytte til Josefines musik på bla. spotify, apple music og andre streamingtjenester. Hendes nye EP anmeldes i næste uge.