Det skrev JyskeVestkysten i en større artikel den 16. april.
– Jeg er fascineret af, at man kan lave noget virtuelt og genskabe virkeligheden. I starten var min drøm at lave mit eget hus, som jeg kunne gå rundt inde i.
Da jeg opdagede dette spil (red. Minecraft) for nogle år siden, synes jeg, at det kunne være spændende at leve den drøm ud. Og da jeg så havde gjort det, tænkte jeg, at det da kunne være vildt at lave Haderslev Domkirke. Måske andre også ville synes det, siger Kim Legarth til avisen.
Startede som en drøm
Byggeriet af Haderslev Domkirke startede som en julekalender på Youtube kanalen ”Cooldenmark”, hvor man i 24 dage kunne følge med i Mike Legarths byggeri.
Men han blev selv så grebet af det, at han fortsatte efterfølgende, hvor han ”byggede” de omkringliggende bygninger med ind – og det er blevet til mange timers arbejde:
– Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer jeg har brugt på det. Min kone vil nok sige, at jeg har brugt for mange, for når jeg bare har villet bruge én time på projektet om aftenen, blev det altid til tre.
Det tog rigtig lang tid. Men jeg har bevidst ikke kigget på klokken hele tiden, siger Kim Legarth.
Kim Legarth fortæller, at han via dette projekt gerne ville sætte Haderslev Domkirke mere på landkortet. Lokalt kender folk til kirkens betydning, men der skulle mere til, mener han.
– Hensigten har været at få Haderslev Domkirke ind i folks bevidsthed. Det er den allerede, fordi den er så tæt en del af vores folkesjæl i byen, men bare på en anden måde. Jeg vil gerne vise, at vi i kirken også er med på de nye og anderledes metoder gennem teknologien, siger han.
Stor respons
Kim Legarth har oplevet stor respons på sit arbejde, og det har glædet ham:
– At der er så mange, der synes godt om det, havde jeg ikke regnet med. Måske bare nogle få. Jeg er meget overrasket. Det er helt vildt, siger Kim Legarth. Det har blandt andet inspireret en bruger til at bygge Viborg Domkirke.
Kim Legarth er dog langtfra færdig med sit projekt.
– Jeg vil gerne bygge videre ned i byen til Hertug Hans Kirke, så vi har begge kirker med. Og hvis jeg skal bygge hele Haderslev, må jeg nok alliere mig med andre nørder, men det er ikke en dårlig tanke, siger Kim Legarth.
Hvad er Minecraft?
Minecraft er et populært computerspil. Grafikken er meget simpel – alt er opbygget i firkanter – og konceptet er, at spilleren har en figur, som kan samle blokke af forskellige materialer.
Blokkene kan være af blandt andet træ, sten, guld og sand. Spilleren kan flytte rundt på blokkene og lave nye blokke (crafte).
Man kan grave miner, konstruere bygninger, bygge kunst og angribe hinanden og nattens monstre – enten alene eller med andre spillere.
Det overordnede mål i spillet er at samle ressourcer samt konstruere bygninger og redskaber til at overleve mod de monstre, der kommer frem efter solnedgang og i minernes mørke.
Kilde: red barnet