Skater-stjerne besøger Danmark for at tale om tro

Den 24-årige skater Beaver Flemming fra USA kommer til skateparks i København, Aarhus og Haderslev for at skabe relationer og tale om tro.

Hvis ikke man kender skatermiljøet, siger navnet Beaver Flemming nok ikke en noget. Men for den daglige leder af Streetdome, skaterparken i Haderslev, var begejstringen ikke til at tage fejl af. Han anså det som ’en ære’ at få besøg og var klar til at lukke skateparken, så Beaver Flemming kunne få ’fred’ til at skate.

Men det er jo ikke hensigten med besøget – tværtimod. Så i stedet bliver der opfordret til at lade så mange som muligt vide, at skaterstjernen kommer på besøg.

Beaver Flemming er, udover at være et stort skaternavn, en fyr med et klart kristent vidnesbyrd. Bag initiativet til besøget står bmx-kører og tidligere verdensmester Thomas Hansen, der i samarbejde med YWAM Danmark og Eternal Raiders ønsker at gøre en forskel i skatermiljøet:

– Med Beaver Flemmings besøg ønsker vi at vise de unge vejen til et liv, som er mere end bare skating. Flemming rejser meget, prædiker og afholder også camps for unge. Gennem de sociale medier deler han tanker om tro og det kristne liv, fortæller Thomas.

Formålet med Flemmings besøg er at skabe relationer og fortælle om Jesus. Og der er lokale kirker, som kan følge op på nye kontakter.

24-årige Beaver Flemming er skaterstjerne og kristen rolle-model i skatermiljøet.

Fra drøm til stjerne

Beaver Flemming flyttede som 17-årig fra Tennesse til Californien for at forfølge drømmen om at blive professionel skater. Her blev han en del af The Nitro Circus – et live actionshow med extreme sport.

Med teamet har han rejst verden rundt og været eksponeret i TV og andre medier. De stunts, atleterne i The Nitro Cirkus udfører, er noget af det farligste og vildeste der findes og foregår i vanvittige højder. Noget vi dog i Danmark ikke helt har faciliteter til, men det skal nok blive vildt alligevel, forventer Thomas.

Beaver Flemming kan opleves i København i Fælledparken Skatepark tirsdag den 3. august. Onsdag den 4. er det Streetdome i Haderslev, der får besøg og torsdag den 5. august er Beaver at finde i Århus på ramperne i Læssøesgades Skole Skatepark. Besøgene finder sted om eftermiddagen i tidsrummet fra kl. 14 -18.

Comments (0)
Add Comment