Børkop Højskole slog dørene op til efterårsholdets 55 elever den 5. august. Heraf seks gengangere fra forårsholdet eller sagt med skolens udtryk ’5+’ere’, fordi de tager fem ekstra måneder på højskolen.
Pigerne er i overtal på efterårsholdet, da kun 21 af eleverne er unge mænd. Den eneste udlænding, der har fundet vej til Børkop Højskole, er en ung mand fra Norge. På andre hold har der været flere fra udlandet.
Den sidste uge har eleverne været i Skyttehusets Camping ved Slåen Sø med to outdoorlærere. Her har de haft mulighed for at sejle i kajak, klatre i træer og sove i hængekøje og bivuak.
Der var vandreture med rum for refleksion og spørgsmål, og den sidste nat på turen kunne de hver især på ’Alene i vildmarken’-vis overnatte alene i skoven.
Udfordringen har bedt fire af eleverne svare på en række spørgsmål: Hvad de lavede lige før efterårets højskoleophold, hvad de ønsker at få ud af at være der, om fremtidsplaner og yndlings-bibelvers.
Josephine Ladegaard, 21 år, Børkop:
– Jeg blev student fra STX i sommeren 2020 og har brugt det seneste år på at passe tre jobs.
Jeg har søgt værnepligt til februar i Holstebro. Måske jeg vil læse medicin og senere gå psykiatriens vej.
Jeg valgte IMB, fordi det virkede trygt. De seneste år af mit liv har i høj grad været præget af forandring, og jeg har følt, at det fundament, jeg bygger min identitet på, er krakeleret for mig.
Jeg har hørt fra mange, samt haft en fornemmelse af, at IMB er et godt sted til at finde ro og stabilitet. Ud over dette er IMB mit første møde med et stort kristent fællesskab. Jeg er først kommet til tro i mine sene teenageår. Jeg håber, at jeg på IMB kan lære en masse om, hvad det vil sige, at være en del af et tæt fælleskab med Jesus i centrum.
Mit yndlings-bibelvers er Lukasevangeliet 1:37
– Thi intet er umuligt for Gud.
Jonas Abildtrup Kirkegaard, 21 år, Videbæk:
– Inden højskole tog jeg en pædagogisk assistent-uddannelse på EUX i Herning.
Jeg tænker, at efter Børkop Højskole vil jeg holde et sabbatår eller to – og så måske starte på en lederuddannelse, sådan at jeg kan blive pædagogisk leder. Men jeg er ikke helt sikker på fremtiden endnu.
Jeg tog på Børkop for at lære mere om mig selv og min tro og for at få nogle stærke venskaber for livet.
Der er mange gode bibelvers i Bibelen. Men et af dem, som jeg synes er bedst, må være Johannesevangeliet 10:11
– Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.
Maja Vandana Andreassen, 21 år, Skjern:
Lige før opholdet her gik jeg på F21, Børkops forårshold.
Jeg har planer om at starte på uddannelsen som socialrådgiver til vinter. Jeg håber på at kunne støtte og hjælpe lige der, hvor Gud sætter mig.
Jeg har valgt at tage et ophold igen, fordi jeg har brug for at fordybe mig mere i Bibelen og suge endnu mere til mig af fællesskabet her på højskolen. På forårsholdet sugede jeg som en svamp, og den er simpelthen ikke færdig med at suge til sig!
Mit yndlings-bibelvers er Esajas 41:3
– Frygt ikke for jeg er med dig, fortvivl ikke ikke for jeg er din Gud, jeg styrker dig og hjælper dig. Min sejrrige hånd holder dig fast.
Simon Rasmussen, 19 år, Støvring:
Lige før Børkop blev jeg student fra STX på Støvring Gymnasium, så jeg hopper direkte videre.
Jeg valgte Børkop, fordi jeg har hørt rigtig meget godt om det. Ud over alt, hvad skolen nu har at byde på, så er fællesskabet klart det, der har trukket mest i mig. Der er plads til alle, og alle er virkelig søde og rummelige.
Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve, hvad resten af opholdet har af spændende oplevelser i ærmet.
Mit yndlingsvers er nok Galaterbrevet 4:7
– Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.
Jeg synes, at det er stærkt, og så er det også skønt at blive mindet om.