KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) afholder efterårslejren Discipeltræf, med temaet ”Frikendt” fra 16. til 20. oktober 2021. Lejren er for gymnasieelever fra hele landet og foregår i år i Skanderborg.
Temaet er ”Frikendt” og budskabet bygger på, at der gennem alt Jesus gør, løber et budskab om frikendelse og frihed til at forvandle – også i dag.
Det handler om at finde friheden midt i den store bibelske frelseshistorie og dykke ned i, hvad det betyder at være skabt til frihed. Friheden skal sættes under mikroskop, så man kan lære, hvad det vil sige at være helt frikendt.
Stor opbakning
– Det er en kæmpestor fornøjelse, at vi nu igen i KFS kan byde gymnasieelever fra hele landet velkommen til Discipeltræf, fortæller KFS’ lejrchef og sekretariatsleder Peter Bjerre, og fortsætter:
– Ikke mindst glædes vi over, at der stadig er så stor opbakning til lejren. Pt har vi lige omkring 300 tilmeldte deltagere, hvilket ligner det samme antal deltagere som før corona. Med to års pause for al større lejraktivitet i KFS, har det ikke været noget, vi har turdet tage som en selvfølge.
Blandt talerne er Christian Rasmusen, som er generalsekretær i KFS, Daniel Burgdorf, lærer på Luthersk Missions højskole og Søren Rønn, som er Gymnasie- og studentersekretær i KFS Syd- og Vestjylland. De vil tale ud fra temaer som ”Helt frikendt”, ”Fri fra selvbebrejdelse” og ”Gør friheden kendt”.
Lejren foregår på Skanderborg Gymnasium. Man kan læse mere på discipeltraef.dk.
Studerende mødes i KFS
KFS er ganske almindelige studerende, der mellem lektier, madpakker, eksamener og hverdagsliv ønsker at bruge tid på at være sammen om og med Gud.
Kristeligt Forbund for Studerende er et fællesskab for studerende på ungdoms- og videregående uddannelser, der er åbent for alle, som har lyst til at være med, eller som blot vil vide noget om kristendommen.
KFS har cirka 18 ansatte, men kernen i KFS-arbejdet er de cirka 1200 studerende på gymnasiale og videregående uddannelser, der er aktive i KFS.
KFS’ere mødes jævnligt i grupper på deres studiesteder for at snakke om Gud, læse i Bibelen, bede sammen og fortælle deres studiekammerater om, hvad de tror på.