Jeg blev både overrasket og også lidt skuffet over dette album. Jeg synes det hele bliver for meget ”mainstream” pop, i forhold til nogle af hans tidligere udgivelser.
Jeremys stemme er rigtig god, men jeg synes ikke, han udnytter den til fulde på dette album hele vejen igennem. Teksterne fejler dog ikke noget! Sangene vidner om et liv tæt på Gud, og jeg mærker Jeremys hjerte, som ønsker at formidle Guds kærlighed.
Det første nummer, ”Can’t take away”, og titelnummeret, ”When you speak”, er iørefaldende med et godt omkvæd – og flere af sangene har gode omkvæd, man hurtigt tager til sig. Bare synd, at teksterne drukner lidt i alle de moderne arrangementer.
For mig er det de stille sange, som giver mig mest. Det er her, jeg får lyst til at sætte mig og lytte og nyde. Her er der tekster, som handler om en Gud, som er nær, som lytter og ønsker at møde det enkelte menneske.
De sange giver mig noget. Resten af albummet er noget, som bare går lidt ind og ud igen, uden at efterlade det helt store indtryk. Jeg synes, at det hele bliver lidt for overfladisk og mangler den dybde, nogle af hans tidligere udgivelser har.
Så for mig vil dette album ikke være et favoritalbum – der foretrækker jeg helt klart nogle af de tidligere.
Kunstner: Jeremy Camp
Titel: When you speak
Genre: Pop
Download: Spotify, Itunes, m.m.