Jacob på efterskole får kontrakt med Esbjerg fB

Jacob Jensen med Esbjerg-trøjen, som han håber at spille mange kampe i. Foto: www.efb.dk

15-årige Jacob Jensen har netop underskrevet sin første kontrakt med Esbjerg fB. Og talentet tager troen på Jesus med overalt, hvor han er.

Men Jacob Jensen er opvokset på Bornholm, hvor han tidligere har spillet i Rønne IK. Så hvordan endte han i den modsatte ende af landet?

– Tilbage i starten af 2020 var jeg til min første prøvetræning inde i Esbjerg. Mens jeg trænede i Esbjerg, boede jeg på SE. På den måde kunne jeg finde ud af, om Esbjerg var et godt sted at være, og om Esbjerg overhovedet ville have mig som fodboldspiller.

– Og så kunne jeg også prøve at gå på Sydvestjyllands Efterskole (SE) som elev. Der var jeg i en uge og fandt hurtigt ud af, at SE var en god efterskole, og at jeg godt kunne trives der. Esbjerg var også interesseret i mig og de vil mig på deres hold. Derfor endte jeg på SE, forklarer han og understreger hvor glad han er for at gå på efterskolen:

– SE er en god efterskole, og jeg er omgivet af en masse fede elever, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg tror, det har været en lidt blandet start for mig, da jeg startede, fordi jeg skulle falde ind i to forskellige miljøer, som jeg slet ikke var vant til. Jeg kommer fra Bornholm og har aldrig prøvet at dyrke sport på eliteniveau, så at jeg skulle falde ind i et elitemiljø og starte på en efterskole har været svært og krævende, indrømmer han.

– Efter de første måneder har jeg vænnet mig til det og kan virkelig godt lide kombinationen af fodbold og efterskole. Jeg tror, at jeg bare skulle falde ind i rytmen

– og så kørte det.

Og i EfB er de også glade for Jacob og håber på, at de kan forløse hans potentiale:

– Jacob Jensen er en dygtig forsvarsspiller, som på rekordtid har taget store skridt i sin udvikling, siden han kom til klubben for et halvt år siden. Vi tror på, at vi sammen kan bygge yderligere på og forløse det potentiale, som Jacob indeholder, siger Akademichef Lars Vind til EfB’s hjemmeside.

Tør snakke om tro

Jacob træner lige nu med U17-holdet og har gjort det siden i sommers.

– Jeg startede dog med at spille lidt for U15, for de syntes ikke helt, at jeg havde det, der skulle til for at spille for U17. Senere på efteråret fik jeg min debut på U17, hvor jeg startede på bænken. Jeg startede på bænken i et par kampe, indtil vi skulle spille mod Randers FC. Der får jeg at vide, at jeg skal starte inde som center back. Det ender faktisk også med sæsonens første 2 point, som vi får i straffesparks-konkurrence. Siden det er jeg startet inde i de sidste 4 kampe, fortæller forsvarsspilleren, som med egne ord beskriver sin hurtighed og fysikken som sine styrker, mens teknikken på bolden er et af de punkter, der skal udvikles i de kommende år.

Jacob er kristen og kom i Knudsker Kirke på Bornholm, men mener, at troen på Jesus for alvor er blevet personlig på efterskolen:

– Jeg tror, at troen på Jesus begyndte at betyde noget for mig, da jeg startede på efterskole, fordi jeg mødte nogle mennesker, som turde snakke om deres tro og om, hvordan deres forhold til Jesus var. Derfor begyndte jeg at få et forhold til Jesus, og på den måde fik jeg dannet min egen tro. Jeg har Jesus med i hverdagen og bruger min tro dagligt – og jeg er ikke bange for at erkende min tro foran andre, som fx fodboldkammerater eller trænere, siger Jacob, som også husker en særlig kristen børnelejr, hvor der var en, der bad personligt for ham.

– Det har haft en personlig betydning for mig, siger han.

Elitesport og tro ikke modsætninger

Og det, at man kan tage sin kristne tro med som en naturlig del af hverdagen, er vigtigt for Tonny Sørensen, som er forstandet på SE:

– Vi er en efterskole med tydelig kristen profil. Og det skal kunne mærkes på vores elever, at de er kristne, fx også på banen, forklarer han om skolen, som på hjemmesiden beskriver sig som: ”En efterskole med et levende fællesskab og en levende Gud i moderne rammer”.

– For nogle kristne unge mennesker kan komme til at stå i et dilemma og at skulle vælge mellem en karriere som professionel sportsudøver og et kristent fællesskab. Vores vision er at hjælpe disse unge med at lykkes med begge dele, så det aldrig bliver et fravalg af det kristne fællesskab og i sidste ende troen, siger han og tilføjer:

– Vi drømmer om at udvide tilbuddet, så vi får en talentlinje, hvor dygtige unge kan dyrke deres interesse på eliteplan og samtidig få en god efterskoleoplevelse. Så er man et talent, skal man ikke tøve med at henvende sig til skolen, så vil vi se, om vi kan strikke et godt tilbud sammen.
Sydvestjyllands Efterskole har lavet et samarbejde med EfB:

– På efterskolen har vi vores egen fodboldklub og kan derfor deltage i DBU-turneringer med vores fodboldhold. Vores klub er samarbejdsklub med EfB, og det betyder, at nogle af deres ungdomstrænere (som er nogle af Danmarks bedste) kommer og medvirker i undervisningen på vores boldlinje. Vi har så udvidet det samarbejde med EfB-akademiet, som er EfBs elite afdeling, hvilket betyder, at vi kan have elever hos os, som træner med på deres elitehold, og at de kan have spillere på vores efterskole.

SE ligger i Bramming udenfor Esbjerg, kun 20 minutters kørsel fra stadion og EfBs øvrige træningsfaciliteter.

Comments (0)
Add Comment