23-årige Mads blev gift med sin kæreste Regitze for snart to år siden. De valgte fra begyndelsen at forsøge at lade Bibelen definere, hvordan de levede sammen:
– Vi har været kærester, siden vi gik på Sædding Efterskole. Vi er begge troende, og derfor tror vi på, at det er bedst at vente med at bo sammen, til man er gift, forklarer han og uddyber:
– For det første syntes vi begge, det var vigtigt at lære hinanden at kende, både på godt og ondt, så vi vidste, hvad vi gik ind til. Derfor var vi kærester i lidt over 4,5 år, inden vi giftede os.
– For det andet, så tror vi begge på, at det var sundt for os at vente med at flytte sammen til vi var gift. Vi snakkede i den forbindelse en del om, hvordan vi ikke ønskede tage forskud på alle glæderne til start, men jo længere vi kom i forholdet, ville vi åbne flere og flere af de “gaver” som et forhold/ægteskab indeholder, fortsætter han.
– På den måde gav det god mening for os at leve efter hvordan Bibelen beskriver ægteskabet, og dermed vente med at flytte sammen til efter vi blev gift, selvom det selvfølgelig også var svært til tider, indrømmer han. Parret bor nu sammen i Aarhus.
Troen på Jesus skyldtes ikke en bestemt oplevelse, men er noget som er kommet efter god undervisning og åbenhjertige snakke med andre:
– I forhold til min tro var det rigtig godt for mig at være på Sædding Efterskole, hvor der var nogle gode volontører og lærere til at snakke om troen og undervise helt grundlæggende om de kristine værdier.
Et sundere liv
Parret har ikke så mange fysiske ting i deres hjem, som viser, at de er kristne. Men Mads fortæller, at de beder sammen, læser i Bibelen, går i kirke og prøver at leve efter Bibelens retningslinjer. Men hvorfor leve efter Bibelens undervisning?
– Fordi vi tror på, at det er med til at give os et sundere liv, et meningsfuldt syn på livet og andre mennesker. Især den gavmildhed, ærlighed og åbenhed som Bibelen beskriver, øver vi os på at leve i, siger han og fortsætter:
– Vi er så heldige at leve i Danmark og have en hverdag, hvor vi intet mangler og faktisk har overskud både i økonomi og tid. Dermed har vi også muligheden for at kunne hjælpe andre, og træne vores gavmildhed og omsorg for mennesker omkring os. Dette er selvfølgelig ikke kun, fordi vi er kristne, men vi føler os ofte inspireret til at øve os i disse ting, når vi har været i kirke, i cellegruppe eller læst i Bibelen. For Regitze og Mads skal troen altså give sig til udtryk i handling. Det gælder også på Hotel Koldingfjord, hvor Mads arbejder som kok:
– En af de måder hvor man i min hverdag kan “se”, at jeg forsøger at leve efter Bibelens retningslinjer, er nok især på mit sprog. Jeg bander ikke, hvilket nok egentlig er ret atypisk – især i kokkeverdenen, hvor man indimellem står i pressede situationer, hvor sproget kan få frit spil, smiler han.
For Mads er det en helt naturlig ting, at have troen på Jesus med sig på jobbet:
– Ja det syntes jeg bestemt. Det kommer oftest til udtryk igennem de mange snakke, jeg har med mine kollegaer omkring min tro og levevej. Det er en rigtig god måde, hvorpå jeg bekræfter min tro over for mig selv, da de tit kommer med spørgsmål og modargumenter, som jeg skal være forberedt på og kan undre mig over og undersøge videre, siger han.
Bibel-blæk
Som mange andre har Mads også en del tatoveringer på armen. Men modsat de fleste andre, så er motiverne fra Bibelen:
– Mine tatoveringer tager udgangspunkt i mange forskellige bibelske historier og motiver. På min underarm har jeg 1. Mosebog 6-8 illustreret, som omhandler Noahs ark. Længere oppe har jeg duen med en gren i munden, som også indgår i historien om Noah, forklarer han og fortsætter:
– På indersiden af min underarm har jeg et anker, med verset Heb. 6,19. På min overarm har jeg en løve med en tornekrone på, sammen med reference til Johannes Åbenbaring 5,5, som beskriver Jesus som løven.
– På indersiden af min overarm har jeg et kors med Jesus og jeg indeni – gående på vej mod himlen sammen. Dette skal symbolisere, at vejen til Himlen går igennem ham og det han gjorde på korset. Så har jeg yderligere et hjerte med 1 Kor. 13,13, som er verset, der beskriver Tro, Håb og Kærlighed, så det binder ligesom armen sammen.
– Sidst, men ikke mindst har jeg en trekant, bestående af 3 søm, som skal minde om dem, Jesus blev naglet til korset med. Trekanten er et symbol på treenigheden, slutter han.
Mads er ved siden af jobbet netop gået i gang med en 2-årig lederuddannelse.