Jonathan og jeg, Henrik, møder hinanden på facebook 2 timer før afgang. Vi sætter kursen fra Danmark kl. 13 tirsdag den 1. marts. Inden afgang har vi kontakt til flere dansk-ukrainske mennesker, som prøver at organisere nødhjælp til Ukraine samt transport tilbage til DK.
I første omgang henter vi medicin hos nogen danskere, som har samlet modermælkserstatning og insulin, samt blodsukkermålere sammen, som skal ind i Ukraine. Herefter kører vi til et sted i Sønderjylland, hvor en ukrainsk familie har samlet donationer ind til folkene i Ukraine, heriblandt håndsprit, hygiejne artikler, bla. bind, tandbørster, tandpasta mv. samt en masse varmt tøj til babyer og små børn.
Afspæring ved grænsen
Vi kører til Rzeszow i det sydlige Polen, hvor vi mødes med en kontakt, som skal bringe disse ting ind i Ukraine. Herefter kører vi til grænseovergangen ved Przemysl. Her bliver vi mødt af en afspærring, som gør, at vi ikke kan komme ned til grænsen, men bliver ledt hen til et pick-up point, eller aflæsningssted.
De ukrainske flygtninge er blevet fragtet til dette aflæsningssted fra grænsen mellem Ukraine og Polen, og her sidder 2 polakker og prøver at registrere, hvor de ankomne gerne vil hen.
Skilt med tilbud om transport til Danmark
Her står vi så med vores skilt om, at vi tilbyder gratis transport til Danmark samt kost og logi. Vi møder også en anden dansker, som i 2 dage har hjulpet Røde Kors med at læsse lastbiler med nødhjælp, som skulle køres ind i Ukraine. På dette tidspunkt har vi ikke set skyggen af en eneste hjælpeorganisation, men udelukkende polske frivillige, som går rundt og snakker med de fremmødte privatbiler og busser, og som prøver at formidle kontakt imellem dem og de mange flygtninge.
Tur til Warszawa
Vi bliver spurgt, om vi vil køre en familie (Mormor, mor samt datter, 4 år) til Warszawa, samt en ukrainsk tandlæge, som var blevet nødt til at efterlade mor og far i Ukraine på grund af deres høje alder. Dette siger vi ja til, hvorefter de bliver kørt til Warszawa og indlogeret hos private.
Vi får herefter kontakt til en polsk familie i Warszawa, som har kontakt med en flok ukrainske taxachauffører, som ligger og kører pendulfart mellem grænsen og Warszawa, for at se om vi kan skabe et form for netværk med dem, som gerne vil til Danmark.
Efterladt af bus
Herefter kører vi til Lublin for at overnatte – 4 timer – på et hotel. Vi bliver så ringet op af vores danske kontakt, som fortæller, at en familie på 12, hvoraf 5 af dem er børn, er på vej over grænsen ved Dorohusk, og den bus, de skulle have været med, var blevet nødt til at køre afsted uden dem. De havde stået i kø på ukrainesiden fra kl. 18 indtil kl. 7-8 stykker om morgenen.
En havde været heldige at få en plads i en bus, mens de ventede, mens resten måtte stå udenfor i 5-7 minusgrader. Denne gang kørte vi helt ned til grænsen for at hente dem.
Brugte fire timer på at blive registreret
Herefter skulle vi køre dem op til pick-up pointet, hvor vi skulle registrere os hos det polske politi med vores bil, hvem vi havde med, samt hvad den endelige destination var. Alt dette foregik med en ukrainsk tolk, samt to politibetjente, som skulle skrive deres pasoplysninger ned. Det hele blev noteret i en notesbog – alt i alt brugte vi 4 timer ved de polske myndigheder, før vi kunne sætte kurs mod Danmark.
De vil bare væk…
Mens vi står og bakser med de polske myndigheder, bliver vi sågar kontaktet af andre ukrainske flygtninge, som spørger, om vi ikke kan tage dem med, eller kender nogen, da de gerne vil væk derfra. De er ligeglade med, hvor de kommer hen. De skal bare væk, da det er ubehageligt at være ved grænsen. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, nu når deres bil var gået i stykker på vej ud af Ukraine.
Hernede så vi udelukkende private busser køre i pendulfart over grænsen, sætte folk af, vende rundt og køre ind i Ukraine igen.
Gratis taletidskort
Vi blev mødt af en polsk familie, hvor manden arbejdede for Orange med at dele gratis taletidskort ud til flygtninge.
Konen fortalte, af den polske regering havde meldt ud, at alt var organiseret, og at de havde fuldstændig styr på det. Men det kunne vi jo desværre se, de ikke havde.
Vores oplevelse var, at når de ukrainske flygtninge kom over grænsen, blev sat af, så var de overladt til sig selv. Der var doneret masser af tøj, mad osv, som de kunne få gratis, men hvad der skulle ske efterfølgende med transport, indlogering osv, det skulle de selv sørge for.
Fri indrejse
Da vi ankommer til den danske grænse fredag morgen ca kl. 6, bliver vi mødt af dansk politi som fortæller, at nødvisum ikke bliver udstedt, og at ukrainerne derfor skal søge nødasyl, og at de næstkommende hverdag skal møde i Sandholmlejren på Sjælland. Vi finder ud af, at vores passagerer heldigvis har et biometrisk pas og derfor frit kan indrejse til Danmark.
Næste eftermiddag, da de resterende biler med resten af familien ankommer til grænsen, er dette lavet om, og de kan nu godt søge nødvisum og få lov til at opholde sig i Danmark op til 90 dage uden at søge asyl.
Jonathan tager tilbage
Min køremakker, Jonathan, vælger efter 4 timer i Danmark igen at sætte kursen mod grænsen i Polen. Ved Dołhobyczów bliver de mødt af 1000 biler og tusindvis af flygtninge, som ingen steder har at tage hen, men alle sammen prøver at finde kørelejlighed til den destination, de ønsker.
Hvor er hjælpeorganisationerne på den polske side af grænsen? Hvem hjælper dem videre til en tryg hverdag, hvor de har tag over hovedet og mad at spise?
Hvem sørger for at hjælpe dem til deres pårørende i Polen, Tyskland, Danmark eller Holland?