”Hills and horizons” er et pop-album i den meget moderne, up-beat, lidt elektroniske genre. Men tag ikke fejl af det, for teksterne har et budskab om tro og tillid til Gud.
Albummets startnummer ”Just so good” er en ørehænger, med et super enkelt og melodisk omkvæd, som nemt kommer til at ligge i baghovedet bagefter. Albummet fortsætter med gode melodiske sange, og de to solister synger virkelig godt. Det er bare synd, at deres vokaler ofte ”pakkes ind” i den elektroniske lyd, og der skabes en distance, så man aldrig helt føler, at man får dem tæt på.
Det sjove ved dette album er, at næsten alle sangene varer præcis 3 minutter. Det gør, at man aldrig når at køre træt i en sang, før den næste kommer. Musikalsk er det meget ambitiøst og flot. Lyden er meget up to date, med en god blanding af elektroniske instrumenter og gode guitarsoloer, og trommerne har en central plads i alle sangene.
Det kunne lyde som ethvert velproduceret popalbum, med en del sange med hit-potentiale. Sangene adskiller sig dog fra andre pop-albums ved, at de handler om livets op-og nedture, ensomhed, depression og om ikke at vide, hvad der ligger foran, men at der er et sted at hente hjælp.
Så kan du lide velproduceret pop-musik, med gode solister og sange der giver mening, vil jeg anbefale dette album.
Kunstner: Futures
Titel: Hills and horizons
Genre: Pop
Download: Alle streamingtjenester