Men inde midt i haven lå kvindens stolthed. Der voksede en masse utroligt smukke roser – og de var alle sammen røde. Ingen i hele landsbyen havde set noget smukkere end hendes røde roser. Ikke én af dem havde den mindste fejl. Beklageligvis vidste roserne, at ingen anden rose var lige så skøn som dem selv, og det gjorde dem stolte og hovmodige. De snakkede ikke om andet end deres egen skønhed – indtil der skød en ny rose op af jorden.
Roserne så den skyde op af jorden og ventede med stor begejstring. De kunne ikke vente med at få endnu en smuk, rød rose i deres lille rosenhave. Dog måtte den nu ikke overstige deres egen skønhed.
Dagen kom, hvor den nye rose foldede sine spinkle blade ud og viste sig for de andre. Den åbnede sine øjne og så, at de røde roser stirrede med nysgerrighed. Men straks efter at den var foldet ud, og rosens farve kom til syne, forsvandt de venlige blikke. Alle så forfærdet på den; roserne, lavendlerne – selv klematis, som altid havde et godt ord om andre. De hviskede til hinanden, med anklagende stemmer.
”Hvis den så bare kunne have været orange. Eller for den sags skyld, grøn. Ja, enhver anden farve havde da været bedre.” De rystede på hovederne.
Den nye rose blev forlegen og ønskede blot at kravle tilbage i dens skal. Den bøjede hovedet i skam og så, hvorfor de havde sagt alt det. Den var ikke rød som de andre roser. Den var sort.
Hvilken frygtelig ulykke! Dens stilk var ej heller så stærk og slank som de andres. Den manglede alt, for at passe ind i rosenhaven. Den sorte rose vidste, at det var den selv, de andre hviskede om. Den var ikke en del af dem. Den var helt alene i rosenhaven. Måske i hele verden. Sådan foregik tingene i lange, mørke tider for den sorte rose.
Men en dag kom den gamle kvinde ud og beundrede sine roser. Indtil hun så den sorte rose. Da tænkte hun straks: ”Åh, jeg arme kvinde. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene en sådan ulykke, at en sort rose har sneget sig herind, blandt mine røde? Nej, det kan jeg ikke tillade. Den må straks graves op,” besluttede hun bestemt. Hun fandt hurtigt sin skovl og ville grave den op.
Inden længe vil mine sorger i det mindste være forbi, tænkte rosen. Den rankede sig og forberedte sig på det uundgåelige. Men intet skete.
Den åbnede sine øjne, og så hvorfor. En ung rig mand var dukket op, lige uden for haven. ”Undskyld mig, men jeg har hørt om Deres roser. De siges at være de smukkeste i denne del af landet. Jeg tænkte på, om jeg mon måtte købe én, til min datter?” Kvinden sænkede skovlen og så ud over sine roser. Manden fortsatte. ”Jeg er klar over, De ellers aldrig sælger dem, men jeg er villig til at tage enhver, De vil sælge.”
”Enhver, siger De?”
”Ja enhver.”
Hun samlede igen sin skovl og gik hen til den sorte rose. ”Selv denne her?” hun pegede på rosen. ”Nævn Deres pris!”
Næste dag befandt den sorte rose sig milevidt fra sit gamle hjem. Den var blevet gravet op og sat i en potte. Dernæst transporteret til den unge mands hjem og givet til hans lille datter. Men hun var ikke glad for at se en sort rose. Hun foragtede den og råbte og skreg, men hun fik ikke lov til at smide den ud. Den måtte stå i vindueskarmen, og hun skulle selv sørge for at passe den.
Dagene gik, og rosen blev svagere. Vand fik den kun sjældent. Regnens forfriskende dråber ramte den ikke længere, og pigen glemte den, da hun havde stillet den bag alle sine andre gaver. Solen bagte dens blade, og den kunne snart ikke holde det ud længere.
En dag, efter lang tid, kom der stor tumult i huset. Alt blev taget af væggene og sat op på en vogn. Det var flyttedag. Til sidst kom den sorte rose da også med på vognen. Det var den unge mand, der havde taget den med. ”Det er da synd og skam, hvis en af den gamle kvindes roser skulle blive efterladt,” sagde han.
Den blev stillet ved siden af den lille pige. Vejen var bumlet, og potter og pander skramlede. Det var dog en farlig masse postyr, tænkte den sorte rose. Da de krydsede det mest øde og forladte sted på deres tur, var der et gigantisk bump. Det fik alt til at hoppe så meget, at selv rosen med sin potte hoppede af vognen. Med et drøn ramte potten den tørre jord og splintredes i tusinde stykker.
Men vognen tøffede bare videre derudaf. De havde ikke lagt mærke til rosen, der nu lå nede på jorden. Havde det nu bare været god og fugtig jord, kunne det sagtens være gået. Desværre var det bare ikke det. Den første nat frøs den noget så forfærdeligt.
”Gid den gamle kvinde havde gjort en ende på mine lidelser, dengang i haven,” græd den. ”Nu kan jeg ikke mere. Jeg er hverken smuk eller værdifuld, husket eller ønsket. Hvis der blot kunne komme en ende på det hele, ville jeg være glad,” hulkede den forpinte rose.
Men den levede natten over, den stakkels sorte rose, som ikke passede ind nogen steder. Tidligt om morgenen, ved solopgang, lød der igen en farlig masse larm. Rosen så straks op, for den tænkte, at den unge mand var kommet tilbage for at finde den. Snart kunne den høre, at det var en anden slags larm. En larm der ikke kom fra potter og pander, eller hestehove, men fra en stor mængde mennesker.
Skrig af sorg og mange grådkvalte stemmer. Den ville skynde sig væk, men kunne ikke røre sig, da den jo nu engang var en rose. Horder af mennesker fik den øje på – og de gik direkte mod rosen. Om et øjeblik ville den være fladmast, trådt ned af alle de mennesker. Men, hvad var nu det, rosen så?
Et ødelagt menneske, der bar på et kors. Et menneske, der havde mere medlidenhed, end noget andet, rosen nogensinde havde set. Hans øjne skinnede af smerte, men ikke for hans egen skyld. Til trods for hans forrevne og frygteligt blodige krop havde han ikke et anklagende blik. De, der havde omringet ham, råbte, skældte, skubbede og spyttede på ham.
Det var dem, der trak ham i døden, men det lod til, at han havde mere ondt af dem end af sig selv. Korset lå tungt på hans krumbøjede ryg. Hvert skridt, han tog, var i snegletempo. Han kunne knap nok tage et skridt, uden at korset var ved at skride fra hans ryg. Hele hans krop bævede og rystede. Den sorte rose var i dyb forundring. Den troede ikke, at mennesker kunne være ondere imod hinanden end planter. Dens hjerte knustes over manden. Men hvad kunne en lille, svag og endda sort rose stille op?
Manden med korset mistede sit fodfæste og kollapsede under korsets vægt. Et tilbageholdt skrig kunne ses i hans ansigt. Han gjorde et forsøg på at komme op igen, men faldt hårdt. Den ituslåede krop kunne ikke klare mere. Han orkede ikke engang at åbne sine øjne. En officer kom hen til ham og sparkede ham hårdt i siden for at få ham til at rejse sig. Ingen reaktion. Officeren råbte højt og ruskede i ham. Men manden havde simpelthen ikke flere kræfter.
”Du dér!” råbte en anden officer, og pegede på en mand, der skjulte sig i mængden. ”Tag mandens kors, og bær det op til Golgata.” Manden ville ikke, men officeren slæbte ham hen til korset og tvang ham.
Manden, der lå sønderknust på jorden, blev trukket op af den anden mand. De så hinanden dybt i øjnene, og det var som om den anden mand blev forvandlet. Sårene i hans ansigt, så ud til at vaske hårdheden bort fra den anden mand. Hans trodsighed mod at hjælpe var væk, og han fik pludselig medlidenhed med staklen. ”Mit navn er Simon,” hviskede manden til ham. Staklen gav et anerkendende nik, og så et øjeblik ud til at smile. ”Det ved jeg.”
Menneskemængden gik forbi rosen. De var alle sammen frygtelig tæt på at mase den flad. Indimellem strejfede de dens grønne blade. Den klarede det dog endnu en gang. Menneskemængden nåede frem til Golgata. Det var lige der, hvor rosen var. Over den blev den ødelagte mand rejst på korset. Tårerne løb ned ad rosens sorte kinder.
Den kunne ikke mere. Den måtte hjælpe ham. Hvad det så end måtte koste; så havde dens liv da været til nogen gavn. Rosen kæmpede, sled og hev for at nå op til ham. Men den rykkede sig ikke det mindste. Hvad skulle den dog gøre for at mindske hans lidelser?
Tårerne faldt som regn. Rosen havde aldrig set dette menneske før, men kunne ikke klare at se ham lide på denne forskrækkelige måde. Ligesom tårerne faldt, blev korsets træ vædet rødt. Langsomt begyndte de at falde ned over rosen. Den kunne bare ikke gøre andet end at lukke sine øjne. Det var for meget.
En underlig tilskyndelse til at se op på manden en sidste gang, overmandende den. Men idet den så op, udåndende manden. Sorte skyer dukkede op og dækkede den brændende sol, og det begyndte at lyne. Regnen skyllede ind over landet, og jorden skælvede, så folk ikke kunne holde balancen. Vandet blandende sig med blodet fra korset og flød i små strømme.
Ikke bare en normal rød, men den smukkeste dybeste og rødeste rød nogensinde. Den var ikke længere den sorte rose, men en smuk rose. Præcis som den skulle være. Den så op på korset, hvorfra blodet var faldet som regnen. ”Dit navn kender jeg også,” hviskede en stemme i øret på rosen. En stemme fyldt med magt, kærlighed og nåde.
”Hvad… hvad mener du?” hviskede rosen, forvirret over hvor stemmen kom fra.
”Dit navn har aldrig været Den Sorte Rose, men derimod Guds Elskede Barn.”
Caroline Hjøllund er 17 år, født og opvokset i Grønland og går i 10. klasse på Løgumkloster Efterskole. Efter 10. klasse tager hun et sabbatsår, inden hun fortsætter på gymnasiet. Året vil hun bruge på at arbejde og udvikle sin skrivning.