THE SEND samler 20.000 unge om missionsbefalingen

Tusinder af unge samles for at sende 60 missionsteams ud i verden. Det sker, når missionskaldet lyder på ny, og 20.000 unge forventes samlet til THE SEND i Telenor Arenaen i Oslo den 25. juni.
Benjamin og Rebecca fra YWAM Danmark har rejst rundt i landet og inviteret til THE SEND i Oslo. De håber, at mange vil følge opfordringen.

20.000 unge kristne vil lørdag d. 25. juni sende 60 missionsteams ud over jorden for at nå mennesker med evangeliet. Det foregår i Telenor Arenaen i Oslo fra Kl. 10.00 til Kl. 22.00.

Over 28 forskellige talere og sangere medvirker, fra 29 forskellige nationale og internationale missionsorganisationer i Norge. Men denne SENDELSE handler ikke først og fremmest om talere, musikere og bidragydere. Den handler om tusinder af unge, der samles i bøn og en ”ALL IN” livsstil for Jesus, og hvad Han kan gøre igennem dig og dit ”Ja”. Kaldet til GO og krig imod pasitivitet vil være stærkt denne dag i Oslo. Det samme vil opfordringen til mission. Deltagerne vil blive udfordret: ”Tænk på en missionsmark, som du vil adoptere! Hvad kan du så gøre ved din missionsmark?”

I månederne op til den 25. juni har der været disse såkaldte Pre-Gatherings (forberedelsesmøder), hvor unge har fået en opmuntring til at tage til Oslo den 25. juni. I Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Paris, Madrid, Østeuropa og i mange andre lande i Europa har der været Pre-Gatherings, med et kald til unge om at tage til Oslo og til at vinde deres kammerater for Guds Rige.

Benjamin og Rebecca kalder Danmark

Benjamin og Rebecca Phil fra YWAM har sammen med et team rejst rundt i Danmark, til skoler, kirker, missionsforeninger m.m. og fortalt om ”THE SEND”. – Det har været en fantastisk tur. Rigtigt mange unge i Danmark tog imod udfordringen til at gi’ alt til Jesus og bringe evangeliet ud i verden, fortæller Benjamin og Rebecca.

På turen har de set mange vidnesbyrd. For at prøve at give et lille indblik har de skrevet lidt ned om turen: “Vi har fået kørt over 6.000 km. Vi har i alt besøgt 21 kirker/Ungdomsgrupper. I de afholdte 5 Pre-Gatherings har vi snakket om Jesus og delt om THE SEND – Norway til ca. 850 mennesker. Vi har set over 100, som er kommet frem til forbøn.

Over 65 har responderet/re-dedikeret deres liv til budskabet om at gå helhjertet ind i en tro på Jesus. Vi har set tre mennesker give deres liv til Jesus.
Det er jo selvfølgelig bare tal, men de beskriver alligevel indflydelsen på unges liv. I Indre Mission gik over halvdelen uopfordret frem som et JA til missionsudfordringen”, fortæller Benjamin og Rebecca Phil.

Ulrik Corneliussen, der er leder af YWAM i Danmark, (Ungdom Med Opgave) håber, at mange unge danskere vil tage til Oslo den 25. juni.

Historien for the Call – THE SEND

For 18 år siden, i 2004, fyldte den mission, som kaldtes ”The Call” stadions i USA med unge til bøn og faste, i tro til at Amerika ville vende tilbage til Jesus. I 2011 talte Herren til lederne for ”The Call” igennem en gruppe YWAM (Youth With A Mission) -missionærer, som svar på deres bøn og faste, at et skift var på vej, en ny begyndelse til missionskaldet ville blive født.

I 2016 på det store Stadium i Los Angeles ”The La Coliseum” løftede 70.000 unge deres sko i vejret som et tegn på, at de ville gå hvor som helst med evangeliet. Denne samling blev kaldt ”Azusa Now” og blev en katalysator, en græsrodsbevægelse, som begyndte at aktivisere troende til evangelisering og mobilisering af missionærer over hele verden.

”Azusa Now”

Som resultat af ”Azusa Now” mødtes en sammenslutning af nationale missioner i Orlando, Florida, for at søge Herren i troen på, at græsrøddernes momentum måtte blive en national bevægelse. Disse ledere tog hinanden i hænderne og forpligtede sig til at gøre alt, hvad der skulle til for at se gen-evangeliseringen af Amerika og afslutningen af Den Store Missions Befaling. THE SEND blev født.

”Det, der startede som en drøm i vores hjerter, blev til virkelighed den 23. februar 2019. Næsten 60.000 mennesker sluttede sig sammen med 250.000 mennesker online for at forene sig omkring Jesus og erklære én ting – KRIG IMOD PASITIVITET, først med vores ord og derefter med vores liv.
Hver deltager blev bedt om at adoptere en af fem missionsmarker og tage øjeblikkelige skridt for at begynde at nå deres “missionsmark”. De blev derefter guidet ind i en opfølgningsproces for at hjælpe med at skabe klarhed og opmuntring, så de kunne tage deres første skridt”, siger en fra ledergruppen.

Internationalt

THE SEND fortsatte med at vokse, ikke kun nationalt, men også internationalt. Først begyndte interessen i Brasilien, som nu er blevet til THE SEND Brasil, med tre én-dags samlinger på tre forskellige store stadions i Brasilien, den 8. februar 2020. THE SEND vokser globalt og vil som det næste blive afholdt i Argentina og Norge.

”Midt i denne internationale ekspansion førte en utrolig række begivenheder os til et kæmpe stadion, Arrowhead, i Kansas City. Efter megen bøn og samlet enighed vidste vi, at Gud førte os til Kansas City som det næste store THE SEND i USA. Vi har altid vidst, at det ville tage mere end ét stadion, og vi tror mere end nogensinde på, at tiden til at SENDE er nu”, sagde Andreas Nordli, leder for YWAM Norge, da han talte ved en Pre-Gathering i København.

Opfyldelsen af profetier

Verden går sin gang og haster imod sin undergang. Mange går på den brede vej, som fører til fortabelse. Med Europa i krig i Ukraine kan vi skimte katastrofen i det fjerne. Det kan ikke vare mange år, før bomberne begynder at falde, også over dem, der ”lever i tryghed langs kysterne”. Ezekiel 39:6 – ”Byer over hele verden styrtede sammen”. Åb. 16:19. ”Hvis retskafne mennesker med nød og næppe bliver frelst, hvordan skal det så gå de ugudelige syndere?” 1. Peter 4:18.

Men midt i denne elendige verden gør Gud en gerning, som verden ikke tror eller lægger mærke til. Lige så lidt som man i sin tid lagde mærke til, at Jesus blev født og levede i en afkrog af den daværende verden.

Kan du høre den raslende lyd?

Da jeg først gang hørte om ”THE SEND”, kom jeg til at tænke på det syn, som Herren gav til Ezekiel, om hvad der skal ske i den sidste tid. Gud viser Ezekiel en dal fyldt med indtørrede menneskeknogler. ”Kan disse knogler blive levende mennesker igen? Herre du ved det,” svarer Ezekiel. Så fik Ezekiel ordre på at profetere direkte til knoglerne: ”Herren siger: Jeg vil ånde på jer og gøre jer levende igen. Mens jeg profeterede, hørte jeg en raslende lyd, og knoglerne nærmede sig hinanden.”

Synet ender med, at der kommer både kød, sener og hud på kroppene. Til sidst profeterede Ezekiel på Herrens befaling, så der kom livsånde i kroppene, og de blev levende og rejste sig op. De udgjorde en meget stor hær. Ezekiel 37:1-14.

Den 25. juni kommer THE SEND til Telenor Arenaen i Oslo med plads til 20.000 mennesker. For de unge, som samles, kommer det til at handle om mission og efterfølgelse – og om at sende missionsteams ud.

Ud til alle folkeslag

Mange kristne, missionsselskaber og kirker, har igennem århundreder rejst til fjerne lande med evangeliet og er stadig aktive i dag overalt på jorden. Men så kraftigt et kald til mission, som vi i dag oplever igennem THE SEND, er vist ikke set før i kirkehistorien? Guds ord til Ezekiel er ved at gå i opfyldelse på en stærk og usædvanlig måde, igennem det der kommer til at ske den 25. juni i Oslo. Dette vil ganske sikkert blive stærkere og stærkere i de kommende år.

”Og glædesbudskabet om Guds rige skal forkyndes i hele verden, så alle folkeslag kommer til at høre det – og så vil afslutningen komme”. Matt. 24:14

Comments (0)
Add Comment