Efter den meget lovende EP var mange folk nysgerrige efter, hvad Blurred Visions ville byde på. Svaret viser sig at være en af de mest fremragende debutalbums, man kunne turde håbe på. Både lyrik og musik er modnet væsentligt mere, end man kunne tillade sig at forvente i løbet af det mindre end halvandet år, som gik siden deres EP. Det har resulteret i et passioneret og åndeligt rigt album, som vi efterhånden, desværre, må kigge længere og længere efter på den alternative kristne scene.
Lige fra første nummer er der mange følelser i musikken. Sangen hedder “Driftwood” og handler kort sagt om det, at lade sig blive grebet af de verdslige standarder og forventninger som omgiver os, og at være fortvivlet over, om det virkelig kan være alt, vi har at leve for. Resten af albummet følger i samme spor, og der er masser her, som kan sætte tankerne igang. Især sange som “Arrogant Love” og “Damage Control” taler til den troende og den måde, vi nogle gange har tendenser til at konfrontere omverdenen på.
Også sange som “Simon”, der fortæller en historie fra Simon Peters synspunkt efter Kristi død, og “No Turning Back”, som er en passioneret overgivelse til Gud, er kæmpe highlights på albummet. Alt instrumentalt på albummet er udført tæt på perfekt. Trommeslager Justin Jones styrer rytmen med en gribende og erfaren hånd, uden at distrahere fra den følelsesladede sang fra bassisten Zeke McKinney og de intense skrig fra guitarist Ernie Fabian.Stærk anbefaling til alle, som er fans af genren.
Kunstner: idle threat
Titel: Blurred Visions
Genre: Post-Hardcore
Download: itunes.dk – Pris: 69 kr.