Der er gode sange i denne udgivelse, men man har ikke en fornemmelse af “store verdenshits” som på tidligere udgivelselser (og det er vel ok et eller andet sted. Måske er det bare mine forventninger, der var for høje).
Teksterne er interessante, og nogle af sangtitlerne er pudsige og kreative, og man får lyst til at undersøge nærmere, hvad de mon handler om med titler som for eksempel ‘i need you (to be wrong)’ og ‘youth of the young (b-side)’.
Jeg kan godt lide de to uptempo-sange ‘splinter’ og ‘fluorescent’. Alle sangtitler er i øvrigt skrevet med små bogstaver, hvilket måske irriterer samtlige skolelærere, der kigger på oversigten over sangene.
Pladens titel-sang ‘interrobang’ findes kun på deluxe-udgaven og ikke på den oprindelige udgave. Det er i øvrigt en ganske fin sang.
Switchfoot er efterhånden et ganske erfarent band og har været i gang i mange år, med store hits og sange, der også har været brugt i film som ‘A Walk to Remember’ fra 2002 (med 4 sange benyttet) – og de har haft pladekontrakt med “de store” selskaber de fleste af årene. De startede i 1996 og er ‘still going strong’ 26 år senere.
Bandets frontfigur, Jon Foreman, siger, at hans musikalske inspirationer kommer fra U2, The Beatles og Keith Green, og at han beundrer Bob Dylan og Johnny Cash’s sangmæssige styrke og sårbarhed. Han vil gerne lave sangtekster for “tænkende mennesker”, og til det henter han bl.a. inspiration fra vores egen filosof Søren Kierkegaard.
Kunstner: Switchfoot
Titel: Interrobang (Deluxe Edition)
Genre: Alternative Rock
Download: itunes.dk – Pris: 59 kr.