Normalt er TobyMacs plader “det rene fest og farver”. Dette nye album er forståeligt nok en smule mere melankolsk og tungere i stemningen. Flere stjerner står i kø for at få lov til at være med (som nævnt nedenfor). Der kan være lidt langt mellem snapsene (de gode sange) på albummet. Nu kan smag og behag naturligvis være forskellige, men efter en fantastisk åbningssang ‘Help Is On The Way (Maybe Midnight)’ skal man efter min mening frem til nummer 5 før man finder den næste gode sang, og derefter nr. 7, og så 9, og derefter 11 osv.
Sang nr. 5 ‘Promised Land’ starter med en U2-lignende bas, og så dukker Sheryl Crows stemme pludselig også op og løfter sangen op på et højere niveau, som bare bliver højere og højere, efterhånden som den skrider frem. Nr. 7 ‘Life on it’ er en hip hop-sang med et tungt beat, hvor TobyMac viser sine evner som rapper ganske overbevisende. Sarah Reeves medvirker henimod slutningen.
‘Cornerstone’ (nr. 9) er en duet med Zach Williams, som kommer forholdsvis sent ind i sangen, men alligevel formår at sætte sit eget præg på den med sin fine, hæse stemme. I 2017 havde Cory Asbury (tidligere Bethel music) et kæmpe lovsangshit med sangen ‘Reckless Love’, der blev nomineret til flere priser. Siden har han ikke fået så meget opmærksomhed, men han dukker op på den 9. sang ‘Fire’s burnin’. En fin uptempo popsang.
Og så vil det vil glæde mange fans, at sang nr. 12 er en genforening af DC Talk, selv hvis det måske kun er for en enkelt sangs skyld. Mange vil sikkert nu spekulere på (og håbe), at det bliver til mere. Det vil tiden vise. Deres tre stemmer lyder stadigt godt sammen.
Sangen ‘Found’ er også ganske fin.
Kunstner: TobyMac
Titel: Life After Death
Genre: Pop / Hip Hop
Forhandler: itunes.dk – Pris: 89 kr.