Sultne fik mad
”Jeg ville elske at dele historien om min tur til Rajanpur – en by, 7 timers kørsel fra Faisalabad, hvor jeg bor. Mit team var fra min familie, mine 2 brødre, min niece og min brors ven, som lagde bil til og selv kørte. Vi bad Gud lede os til det sted, Han ønskede.
Så tog Gud os til det rigtige sted, hvor oversvømmelsens ofre ventede på at få hjælp. Vi nåede dertil tidligt om morgenen. Turen kom til at tage 9 timer på grund af en ødelagt bro, så vi måtte vende om og køre en anden vej. Flere steder var vejen så ødelagt af oversvømmelserne, at man måtte køre meget forsigtigt og langsomt.
Jeg så folk sidde på vejen og nogle mennesker i telte. Jeg så folk, som ventede på noget morgenmad. De så så sultne og tørstige ud. De har ikke noget. Jeg var så ked af at se dem. Jeg havde købt mad, vand, mælk, juice, brød, kartoffelchips, ris og tøj. Jeg begyndte at distribuere til dem med mit team, folk blev så glade. Jeg var også meget glad for at se smil komme på deres ansigter, da de fik maden.
Løb væk uden sko
Så stillede jeg nogle spørgsmål til folkene, som ”Da oversvømmelsen kom, hvad lavede du dengang, og hvor var du?”
De sagde, at de sov, og oversvømmelsen kom klokken 3 om natten. De hørte en meget høj støj. Så løb de med børnene, de nåede ikke engang at tage sko på. De tog ikke noget med, det skulle gå hurtigt.
Der var også en gravid kvinde, som ikke kunne løbe. De tænkte kun på at få deres børn i sikkerhed, så de fik ikke andet med. Vandet kom så hurtigt, at det ødelagde alt. De nåede op ad den højtliggende vej, og de så deres huse og alt de ejede blive ødelagt. De så også nogle døde, og folk, der sov på tagene, havde ikke en chance. Det var en gravid kvinde, en gammel mand og nogle børn.
Mange druknede
En kvinde fortalte mig, at hendes 18-årige søn var død i oversvømmelsen. Hun havde kun én søn. Hun græd meget. En mand fortalte, at hans to sønner døde i oversvømmelserne. En kvinde har efterfølgende født på vejen, hendes baby var alvorligt syg, hun fortalte, at folk ikke havde spist i to dage.
Jeg mødte to små børn, de sad alene i et telt Jeg spurgte, hvor er jeres forældre, de sagde, at de ikke vidste det, de kunne ikke finde dem. En ung pige passede sine små brødre og søstre. Jeg spurgte: ’Hvor er dine forældre?’ Hun sagde: ’Vi har kun mor, men hun er gravid’. De ved ikke, om hun overlevede.
En kvinde fortalte grædende, at hendes datter døde under taget. En familie havde mistet fire familiemedlemmer; de fandt deres lig under murbrokkerne efter fire dage. Redningsmandskab hjalp med at tage de døde kroppe ud.
Jeg følte mig så trist og græd over at høre disse menneskers skæbne. Der var så mange mennesker, der var syge – mest børnene. Mange var syge på grund af myg og andre insekter. Ingen havde givet dem rent vand. Jeg mødte kun én kristen familie, alligevel bad mange mig bede for deres børn og dem selv.
Kære venner, hold dem i jeres bønner og send din kærlighed til dem, der er påvirket af oversvømmelsen. Gud velsigne jer alle.”
Besøg fra Danmark
Leder af LOGM Danmark, Henrik Holm, rejser til Pakistan på mandag den 31. oktober. Her skal Maria oversætte for ham under møderne, når han besøger 11 menigheder i Faisalabad og Lahore.
– Det er 4. gang, jeg tager til Pakistan. Der har jeg forbindelse til mere end 200 menigheder, fortæller Henrik Holm.