I år udgiver han en jule-EP, som i sandhed emmer af jul. Dette er ikke en lovsangs-EP, men ren julemusik. Der er instrumentalmusik, børnesang, symfoniorkester, kæmpe kor og smukke harmonier. Alle sange er skrevet og komponeret af ham selv. Der er i alt 7 numre på EP’en – incl. en radioversion af ”Christmas is here”- og jeg vil bare fremhæve nogle af dem.
Efter en sød, lille intro kommer sangen ”Christmas is here”. En skøn sang, som handler om glæden ved julen, at fejre den med familien og alt, hvad det nu indebærer. Skøn melodi, dejligt børnekor og juleglæde i musikken. Helt klart min nye favorit-julesang. Sangen ”Freeze the frame” handler om noget, vi alle kan genkende: Et ønske om at fastholde billedet af julen, når den er allerbedst. En sang, som giver plads til at dvæle ved alt det, julen er.
Efter et flot stykke instrumentalmusik, kommer ”God with God”. En sang som stiger i storhed og intensitet med symfoniorkester og et brusende lovsangskor. Både sang og musik forstærker budskabet om Gud, som blev menneske, men stadig er Gud. Virkelig flot!
I det hele taget er dette en meget fredfyldt og harmonisk EP, som er skøn at lytte til, hvis man mangler julestemning eller at opleve fred midt i kaos. Michael W. Smith har udgivet og skrevet utallige sange, og her viser han, at der stadig kan laves storslået musik. Godt gået af en legende i kristen musik.
Kunstner: Michael W. Smith
Titel: Christmas at Home
Genre: Julemusik
Tilgængelighed: Alle streamingtjenester