ZEAL er en lejr i pinseferien for teenagere, som fokuserer på det at leve med Jesus i hverdagen og opleve Hans nærvær.
Lejren arrangeres af Mirjam og Frank Lauridsen, ledere af YWAMcampaigns, og det forventes, at ZEAL bliver et brag af en lejr. ”Der er planlagt mange spændende og udfordrende ting. Der vil både være caféhygge, sjov, samvær, spændende grupper og undervisning. Igen i år er Brent Kelley inviteret, som vil udfordre alle gennem den passion, han bærer for Gud”, fortæller arrangørerne på hjemmesiden.
Brent Kelly
Brent Kelley er fra Nashville, Tennessee, hvor han bor på en gård med sin kone Cessna og deres syv børn. Han har været stærkt troende siden han var 13 år og har set mange mirakler og undere, lige fra ben, der er vokset ud igen, kræftknuder som forsvandt, til at vække sin datters guldfisk tilbage til livet, og han har set mennesker sat i fuldstændig frihed. Han leder ”Ignite Ministries” og rejser verden rundt og spreder budskabet om Jesus.
Frank og Mirjam Lauridsen fortæller:
– Vi mødte Brent, da Awakening Europe blev afholdt i Stockholm. Han deltog i begivenheden sammen med sin kone, og vi mødte dem i toiletkøen i storcenteret, hvor eventet fandt sted. Her bad vi sammen, og et unikt venskab og partnerskab formede sig. Siden da har Brent følt et stor kald til Danmark og har besøgt os mange gange. I år kommer han igen, denne gang med et team fra CFAN (Christ for all nations).
Livsforvandlende møde med Gud
Mirjam Lauridsen og teamet, som står for lejren, har store forventninger til lejren:
– På Zeal Camp 2023 forventer vi, at vores unge får et livsforvandlende møde med Gud, som vil sprede sig som en ild ud over Danmark, siger Mirjam.
– Vi tror på, at unge mennesker er frontløbere for forandring i verden, og vi sætter derfor en stor ære i at give dem værktøjer, de har brug for, for at vinde hjerter for Jesus. Vores mål er at se liv blive forandret gennem troen på Jesus og at se unge få mål og mening med livet.
Hvorfor Zeal?
Lejren hedder noget så specielt som ”Zeal”, men det er ikke tilfældigt. Zeal betyder dedikation og begejstring for noget eller nogen. ”Hvis du har ZEAL er du villig, motiveret og helt overgivet, villig til at hellige dig helt til en anden. Hvis du har Zeal eller mangler Zeal så kom og være med”. Sådan lyder den motiverende forklaring på lejrens hjemmeside.
Hvis du har hjerte for teenagere – og er over 18 år – så er der også mulighed for at tilmelde dig som leder. Der er brug for flere hænder, der løfter, og de unge har brug for rollemodeller. Lejren afholdes i Pinseferien d. 26-29. maj – på Hestlund Efterskole i Bording. Det er muligt at læse mere og tilmelde sig på www.zealcamp.dk.