Endnu engang løber den populære festival af stablen. Det sker i pinsedagene fra 26. til 29. maj.
Å-festival er en tredages festival, der bliver afholdt i Sdr. Felding, som hvert år tilbyder koncerter med store kristne musiknavne, dygtige talere og et fællesskab med højt til loftet. Å-Festival kan i år præsentere et alsidigt musikprogram, både på den store scene samt cafescenen.
Mange gæster fra USA
Den store scene bliver spækket med lyd fra den amerikanske scene, hvor kunstnerne Flame (US), Rebecca St. James (US), Israel & New Breed (US) og Kings Kaleidoscope (US) vil spille i løbet af pinsen. Her får man både den traditionelle popmusik samt Hip Hop, men også gospel præger i år koncerterne, når Israel & New Breed spiller lørdag aften. Søndag aften gives der plads til mange genre, når Kings Kaleidoscope spiller deres musik, som blander hele paletten.
Dansk musik på caféscenen
Caféscenen giver festivalens gæster mulighed for at lytte til en god blanding af, hvad der summer på den danske kristne musikscene. Her bliver der mulighed for at lytte til Andreas Nørgaard, DJ Kaldmighvadduvil, duoen Alt det der drukner og det aarhusianske kor Mosaik. Derudover giver caféscenen også mulighed for et godt grin, når komiker Jakob Svendsen gæster scenen fredag aften.
Gratis at deltage
Der er altså noget for enhver smag, når de ca. 4.000 gæster kommer til Sdr. Felding, hvor festivalen afholdes. Trods festivalens store størrelse og mange tilbud, er den gratis at deltage i. Dette kan kun lade sig gøre pga. de mange hundrede frivillige, som hvert år laver alt fra planlægning til teltopsætning. Dette års Å-festival har allerede 600 bookinger, og der er plads til 700, så der er stor opbakning til festivalen, som har fundet sted siden 1991.
Fantastisk
Formanden for Å-festival Kåre Dyhr Pedersen er meget begejstret: ”Det er fuldstændig fantastisk, at der er så stor opbakning. Det er altid lidt spændende, når vi åbner op for booking, om der nu også kommer en masse,” siger han og fortsætter: ”Så mange bookinger, som der er i år, er vi helt vildt taknemlige for. Det er et kæmpe skulderklap til alle de frivilliges store arbejde, der bliver lagt i festivalen.
Kåre Dyhr Pedersen har selv været med på festivalen siden han var ung og siger:
”Å-festival er en helt anden måde at mødes med andre kristne på end bibelcamping. Her mødes vi om musikken og om Jesus, og om hvordan vores kærlighed til musik også kan afspejles i vores tro på Jesus. Her skal man ikke sidde og studere i sin bibel dagen lang, her er plads til bare at være.”
Læs mere om festivalen på www.aa-festival.dk