Hvis navnet Cory Asbury ikke siger dig noget, så var det ham, der havde et kæmpe lovsangshit i 2017 med singlen Reckless Love udgivet på Bethel Music (senere på et album i 2018). Sidenhen har han skiftet forlag til BEC. Dette er hans fjerde studieindspilning. Udover disse har han også lavet en liveplade og en plade sammen med Matt Gilman ved navn Holy.
Der er masser af gode sange på Pioneer. Countrygenrens styrke er, at den fortæller historier “fra det virkelige liv”, og det er også tilfældet her.
I den rørende sang These are the Days synges der om, hvordan det er, når børnene er flyttet hjemmefra, og huset pludselig er tomt, og der er nogle dage, man ønsker, at man kunne få igen.
På nogle sange kan Corys vibrato godt irritere mig lidt (hammer-metoden), men på sangen White Knuckles lyder hans stemme super godt. Pladens mest ærlige sang (tekstmæssigt) er sangen Kind, og teksten kan måske provokere nogen. Der synges i første vers: Nogle gange virker ægteskaber ikke. Nogle gange dør babyer.
Nogle gange bliver rehabilitering til tilbagefald, og du står tilbage og spørger hvorfor? Og efter alle de bønner, jeg har bedt, kan jeg spekulere på, om han er virkelig? Og hvis han er, hvordan vælger han hvem og hvem, der ikke skal helbredes? Men selv om man knytter næven mod himlen i vrede og forsøger at løbe væk fra Jesus, så er han stadig mild imod os.
Musikken er vældig autentisk og trofast mod genren. Den akustiske guitar er hovedinstrumentet, men der dukker også en steel guitar op i ny og næ. Man får 11 sange med i posen. De fleste er til den stille side. Everything Belongs er nok den eneste med lidt gang i, men det er et godt album, der er værd at lytte til.
Kunstner: Cory Asbury
Titel: Pionner
Genre: Country
Download: itunes.dk – Pris: 69 kr.