Dette band fra Nashville har nu deres 5. plade ude og den kan høres, hvis du bare hopper ind på selskabets hjemmeside (se ovenfor). ”We’re Alive” og ”If we run” er de bedste ørehængere! Går man tilbage og lytter til deres gamle materiale, er dette endnu mere gennemført og velspillet, selvom det måske havde været bedre med en liveindspilning (men det mener undertegnede som regel alligevel..!).
Budskabet går som en rød tråd i samtlige sange: Det uforløste som der gøres et forsøg på at formidle. Ingen svar. Blot en stemme for dem der ikke altid har en stemme. Groovet og den nostalgiske lyd i musikken leder og understreger, hvad det handler om. Fx har der de seneste par år været eksempler på kvinder, der er stået frem, som er blevet misbrugt.
20 år gamle sager er kommer frem. Det kan man have sin mening om. Og det har Mike også – han står for det meste af sangskrivningen. ”When the lights go out” beskriver denne situation:
”Twenty years of time
Do you regret or feel fine
You said, ”Come a little closer
Tuned you out ’till it was over”
Et andet slag i vores ansigter bliver langet ud i ”Losing my Head” som handler om de racespørgsmål og dramaer, der har hersket i USA. (Tænk: Black Lives Matter). Mike føler ikke, kirken har taget ordentlig affære i sagerne omhandlende racehadet:
”Does being rich and white help me qualify?
For your kingdom while I murder my brother?”
Det virker næsten som om, han skammer sig over at være kristen. Og hvid. Jeg vender tilbage til det, at Mike inspirerer til sangskrivning. Tjek fx formidabel ordrivning i ”If we run” og ”Blue Lagoon”. Det er historiefortælling.Mike og hans hustru, som er frontfigurerne, lever af deres musik og fortæller inspirerende om dette på selskabets hjemmeside (Tooth&nail.com). Det er også værd at læse på deres youtube-kanal og opleve hele deres visuelle univers og hvordan de kommunikerer til deres fans.