’Aldrig har jeg oplevet noget lignende’

En kirke, hvor orglet var skiftet ud med et fuldt band og fem sangere. Ikke en menighed, hvor man sad ned med sin salmebog i skødet, men en menighed, hvor man stod op, klappede, dansede og sang med glæde og begejstring. Ingen præst i sort kjole og pibekrave, men en mand i helt normalt tøj.

Kirken hedder International Community Church og ligger i Frederick i staten Maryland i USA. Jeg var 16 år og lige kommet til byen som udvekslingsstudent. I et år boede jeg hos en afro-amerikansk familie, der bestod af mor, far og Alexandra på 6 år. Heller aldrig havde jeg oplevet en familie som dem.

De troede på Gud og levede med Ham i deres liv, på en måde jeg aldrig havde oplevet før. De bad og talte med Jesus, som om han stod lige ved siden af dem. Som om de kunne se én, jeg ikke kunne se. Som om han var ægte og levende – og ikke en historisk person, der engang fandtes i et land langt væk i Mellemøsten.

Det handler om livet nu

For jeg kendte da til Jesus. Jeg havde sunget i kirkekor nogle år, fulgt godt med i kristendomstimerne i skolen og til konfirmandforberedelse, og i 0. klasse legede jeg med to piger, hvis familier var kristne.

Fra jeg var en lille pige, stillede jeg alle de store spørgsmål i livet. Hvad er meningen med det hele? Hvor kommer vi fra? Hvad sker der, når vi dør? Jeg manglede svar. Jeg savnede tryghed for det, der gjorde mig bange og usikker. Især døden.

Den kristne tro havde ikke rigtig nogen betydning i min familie. Men jeg mente det, da jeg blev konfirmeret. Så godt jeg kunne, ud fra det jeg forstod. Men selvom jeg så småt begyndte at tro på Gud, kendte jeg Ham slet ikke og betragtede stadig mest kristendommen som historier fra gammel tid. Jeg anede ikke, hvad det havde med livet i dag at gøre.

Tiøren faldt

Men dét gik op for mig en søndag omkring Thanksgiving det år, jeg var i USA. Jeg havde været med i kirke hver søndag et par måneder efterhånden. I starten så jeg det mest som en del af den amerikanske udvekslingsoplevelse. Men jeg husker det som om, tiøren faldt den her søndag.

Jeg lyttede til præstens prædiken, som jeg før havde gjort det. Men lige pludselig var det som om, jeg rent faktisk hørte, hvad han sagde. Det gik op for mig, at det, han stod og snakkede om, ikke var gammeltidssnak. Jeg kunne faktisk relatere til det, præsten snakkede om.

Jeg kan ikke huske, hvad han sagde. Men jeg kan huske, at det var relevant i forhold til noget, jeg havde oplevet eller tænkt over lige netop i den uge.

Dér gik det op for mig, at kristendom ikke handler om historier fra fortiden. Det handler om livet lige nu og i dag.

Jeg bad med på bønnen i slutningen af prædikenen den søndag i USA og inviterede Jesus til at komme mig nærmere. Og det gjorde han.

Med fornuft og hjerte

Jeg tror ikke, jeg havde læst i Bibelen før. Og selv hvis jeg havde, var det noget helt andet denne gang. Jeg forholdt mig til det, jeg læste, som var det fortællinger fra virkeligheden og ikke bare gode historier.

Jeg begyndte at sætte mig ind i, hvad troen på Jesus egentlig drejer sig om. Og svarene jeg fik, overbeviste både min fornuft og mit hjerte om Jesus.

I USA var det helt normalt at tro på Gud, gå i kirke hver søndag, til Bible Studies onsdag aften og komme i ungdomsklub i kirken. Ikke kun for min værtsfamilie, men også for mange andre af dem, jeg gik på high school med. Selvfølgelig var der nogle, troen fyldte mere hos end andre.

Men grundlæggende var der en fælles forståelse af, at selvfølgelig er Gud en del af livet.

Alle spørgsmålene om meningen med livet, ting jeg før havde været bekymret om eller bange for, følelsen af at være alene og usikker faldt alt sammen til ro og på plads i troen på Gud. Jeg havde aldrig haft det bedre, end jeg havde det år i USA.

Dét at have fundet Gud – eller at Han havde fundet mig – gav mig en glæde i livet, som jeg aldrig havde haft før. Jeg var på toppen hele tiden! Jeg havde sådan en indre fornemmelse af at være fuldendt, hel, lykkelig og i fred. Jeg havde slet ikke lyst til at rejse hjem. Jeg ville allerhelst have fortsat tilværelsen i USA. Men hjem skulle jeg jo.

Gro i tro

Den eneste kirke, jeg kendte herhjemme, var folkekirken. Men det sagde mig altså ikke så meget. Det faldt ligesom lidt til jorden ved siden af det indtryk, jeg havde fået af kirken i USA.

I gymnasiet hørte jeg om Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Her mødte jeg for første gang andre danske unge kristne ligesom mig.

Jeg blev veninder med en pige, som tog mig med i Apostolsk Kirke i Vejle, hvor hun selv kom.
Dét mindede om det, jeg kendte fra USA. Jeg var lykkelig og overrasket over, at en kirke på den måde også fandtes hjemme i Danmark. Det anede jeg ikke.

Min fars og flere andres skeptiske og kritiske modstand fik dog tvivlen til at vokse side om side med troen i gymnasietiden.

I mit andet sabbatår besluttede jeg mig for, at jeg ville på bibelskole – så jeg kunne få afklaret tvivlen, få besvaret de skeptiske spørgsmål og lære Gud lidt bedre at kende.

I løbet af den tid fik Gud endnu mere indflydelse på mit liv, i takt med at tilliden til ham voksede.

En livsvandring

Jeg kom til tro på Jesus i 2012 i USA, men Jesus er stadig i gang med at udvikle mig. Troen på Ham er mere end kirke, ord og gode gerninger. Den er i de handlinger og valg, jeg skal træffe hver eneste dag – og det er en livsvandring.

Det betyder, at der er ting, jeg har skullet vænne mig af med – og stadig arbejder med – for at leve på en anden og bedre måde, end den, kulturen præsenterer.

Det er svært, for det føles tit ligesom at svømme imod strømmen. Ikke for at være rasmusmodsat, men fordi mange af de principper og værdier, som Jesus præsenterer, er helt omvendt af samfundets.

Men det føles ikke unaturligt. Tværtimod er det, som om det er dér, livet rigtigt findes.

Hvad med dig?

Jeg vil selvfølgelig gerne anerkendes og elskes af andre mennesker. Men når jeg ikke oplever at blive det, betyder det så, at jeg ikke er elsket og af betydning?

Nej, for det er ikke alene andres måde at behandle mig på, der afgør, hvad jeg er værd.
At Jesus døde på korset for at forene mig med Gud, siger alt om Gud – og hvad Han synes, vi er værd.

Jesus døde også i påsken for, at du skal vide, hvad du betyder for Gud.