Tro, Håb & Inspiration

KFS-fremstød på Aarhus Universitet

Temaet var ’Losing My Religion?’, da kristne studerende indbød til en snak om tro.

KFS i Aarhus holdt ’Challenge’ i sidste uge.

Aarhus KFS kan se tilbage på en utroligt givende og velsignet uge med Challenge, den årlige eventuge på universitetet. Der var både gode oplæg og en masse gode samtaler om tro.

Udover det blev der dannet grupper af studerende, der har været friske på at læse et af evangelierne sammen med en af KFS’erne, for at undersøge kristendommen lidt nærmere.

Det giver mening at tro

”Losing my Religion?” var titlen på Challenge i år, der rundede af torsdag aften, hvor den tidligere generalsekretær for IFES (International Fellowship for Evangelical Students), Lindsey Brown, holdt oplægget. Her gav han sine grunde til, hvorfor det rationelt giver mening at tro på, at Jesus virkelig stod op af graven – og hvad det betyder for vores liv.

Udfordrer studerende

KFS’ formål og håb for Challenge er at udfordre studerende på universitetet til at forholde sig til tro, Gud og Jesus, og at flere skal komme til tro på Jesus.
Under Challenge gav KFSerne gode grunde til, hvorfor vi kan tro på bibelens beretning, og hvad Jesus og tro betyder for vores liv.
I alt var der 8 lunchbars over 4 dage, både på teologisk fakultet og i samfundsfaglig kantine; og 4 oplæg om aftenen, i en af universitets store foredragssale.
Oplæggene havde overskrifter som ”Guds skjulthed”, ”Lidelsens problem” og ”Love Solves Everything”. Oplæggene blev holdt af bl.a. Lindsey Brown, hans hustru Ann Brown og forskellige dygtige studerende KFSere.
I løbet af ugen havde de studerende på Aarhus Universitet mulighed for at komme til oplæg, der bl.a. behandlede det kristne verdensbillede, den kristne fortælling, forsvar for troen og hvad det vil sige at tro. Udover det fik KFSerne lov til at møde og snakke med de studerende, der kom forbi, fortælle om hvorfor de tror på den kristne Gud, og diskutere verdensbilleder.
Challenge varede fra mandag d. 16. april til torsdag d. 19. april. Det var 4 dage med lunchbars og aftenmøder på Aarhus Universitet – med tilbud om en gratis sandwich og en øl sammen med en udfordring til tro.

Her kunne din reklame være
Se også