Carsten Mølgaard forstod pludselig italiensk

Folkekirkepræst Carsten Mølgaard Hansen fra København er vant til at kommunikere med vidt forskellige mennesker med rødder fra mange lande.

Den unge præst er vokset op i Tåstrup og gik som barn i en klasse, hvor over halvdelen af årgangen var med anden etnisk herkomst end dansk.

Det har været med til at forme en lydhør, fredfyldt og tolerant mand og præst, som er åben for andre tankegange, kulturer og sprog.

Et møde i ånden

Den åbenhed og forståelse, han engang oplevede i en kirke i Italien, overgår dog alt, hvad han tidligere har oplevet med hensyn til empati og lydhørhed for andre.

Da en italiensk mand uopfordret henvendte sig til præsten og fortalte et rørende vidnesbyrd om sin tro, forstod Carsten Mølgaard Hansen pludselig et sprog, han slet ikke har lært:

– Jeg var i Rom – Laterankirken for at være helt præcis, og mens jeg står og kigger på en af de utallige statuer, begynder en lille italiensk mand foran mig at tale til mig. Jeg kan se, han taler til mig, fordi han kigger på mig, og vi er alene i den del af kirken.

– Han taler til mig på italiensk, og selvom jeg ikke kan italiensk, så sker der det underlige, at jeg faktisk inderst inde godt forstår, hvad han siger til mig.

– Han taler til mig – ikke som til en fra hans eget kirkesamfund, men på trods af skel. Og over disse skel blev der bygget en bro fra hellig til hellig.

– Den dag følte jeg mig forenet som i ét samfund med et menneske fra en anden kirke. Det var en fantastisk oplevelse – en rigtig pinseoplevelse, fortæller Carsten Mølgaard Hansen, der er sognepræst i Solrød Strandkirke.

Den italienske mand delte i øvrigt et både sårbart og stærkt vidnesbyrd med præsten fra Danmark.

– Mandens søn var gået bort. Efterfølgende havde han i en periode forkastet troen, fordi han ikke længere kunne tro. Men en dag var han alligevel taget i kirke – i den kirke, som vi nu stod i, og så havde han oplevet noget, der nærmest havde forvandlet ham, siger præsten.

Manden havde haft en åndelig oplevelse, der havde forandret ham – og hans livsindstilling, så han kunne leve i lyset på trods af smerten over tabet af sønnen.

– Lige siden tog italieneren nærmest dagligt forbi kirken for at tænde lys, fortalte han mig, og han yndede også at tale med mindst en af de utallige turister, som han følte sig forbundet med, fortæller Carsten Mølgaard Hansen.

Ud fra mandens beretning fremgik ikke, præcist hvordan og hvorfor, han var blevet så forvandlet. Men det var Gud, der gjorde det.

– Jeg tror måske ikke engang, manden selv vidste det. Omvendt kan jeg heller ikke forklare, hvorfor vi i det øjeblik blev forbundet på den måde, som vi gjorde, men det gjorde vi altså. Vi blev fælles om noget – fælles om tro, håb og kærlighed.

– Det var en stærk oplevelse. På den ene side tør jeg nogle gange næsten ikke helt tro på, at alt jeg forstod fra samtalen, er sandt. Og det kan også godt være, at nogle af detaljerne ikke er helt korrekte, men det er jo på den anden side heller ikke dem, der er de vigtige. Det vigtige er, at vi – to mennesker – følte os tæt forbundet. Vi følte os som en del af det samme samfund på trods af forskellige sprog, forskellig nationalitet, kultur, etnicitet, opvækst og sikkert alt muligt andet også, forklarer præsten.

Når vi tør hinanden – tør se hinanden, får vi lettere øje på samhørigheden – og dermed også ansvaret for hinanden:

– Jeg tror egentlig, at vi alle er mere forbundet, end vi til daglig lige går og erfarer. Det, tror jeg for eksempel, vi kan erfare, når vi kigger dybt ind i hinandens øjne. Ser vi hinanden ordentligt i øjnene, tror jeg nemlig godt, vi som mennesker ved, at vi har et uendeligt ansvar over for hinanden, som filosoffen Lévinas så smukt beskriver det, siger han.

Oplevelsen i den italienske kirke har været med til at give pinsen en dybere mening for ham.

– At vi følte os så forbundet på trods af skel, er jo i sandhed, hvad pinsen handler om … det er, hvad Helligåndens gerning er. Helligånden binder nemlig mennesker sammen. Forener os med hinanden. Pinsen binder sammen.

– Binder sammen, så det i øjeblikke – som min lille fortælling vidner om – sker, at vi virkelig erfarer, at Guds rige er midt iblandt os. Og ikke bare som kirke eller familie, men som en forening, der overskrider alle de grænser, vi mennesker skaber imellem hinanden.

– Det handler ikke om, hvorvidt man er ”parthere, medere og elamitter… bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen…”

– Eller måske mere aktuelt: det er ikke vigtigt, om man er dansker eller tyrker, jøde eller muslim, europæer eller asiat, barn af en alkoholiker eller barn af en curling-mor. Det handler om, at vi alle er mennesker – og om, at vi alle sammen faktisk kan blive forbundet, understreger Carsten Mølgaard Hansen.

For den unge præst er dét pinsens mest fantastiske budskab. At troen kan overskride alle grænser, etniske og sociale – og gøre os alle til del af samme samfund.

– Og overfor det budskab kan jeg nærmest kun sige: Gud. Din vilje ske. Amen, tilføjer han.