Tro, Håb & Inspiration

Bieber om narkomani: ’Jesus og min hustru hjalp mig’

Justin Bieber blev sidste år gift med Hailey Baldwin på et rådhus. Nu planlægger de kirkebryllup med familie og venner.(Instagram)

Flere danske medier har bragt nyheden om, at Justin Bieber har kæmpet med narkomisbrug. Men det er ikke blevet nævnt, at han fremhæver sin tro på Jesus som afgørende i sin vej ud af stofmisbruget.

Justin Bieber skrev på Instagram til sine 118 millioner følgere om de problemer, der kom sammen med berømmelsen i 13-års alderen. Både narko og angst foruden et ustabilt hjem prægede den unge berømthed.

Farlig berømmelse

”Mit talent udviklede sig, og jeg blev ultrasuccesfuld i løbet af to år. Hele min verden var vendt op og ned. Jeg gik fra at være en 13-årig dreng fra en lille by til at blive rost til højre og venstre i verden, og millioner fortalte mig, hvor meget de elskede mig, og hvor dygtig jeg var.”

Berømmelsen ødelagde desværre sangerens karakter. Det eneste, der blev udviklet, var musik-karrieren. Ansvarlighed var et ukendt begreb.

“Alle gjorde alt muligt for mig, så jeg lærte aldrig det mest basale om ansvar. Da jeg var 18, havde jeg ingen evner til at begå mig i den virkelige verden. Jeg havde bare millioner af dollars og kunne gøre lige, hvad der passede mig,” skriver Bieber.

Som 20-årig traf han alle de dårlige valg, blandt andet i forhold til kvinder. Populariteten blev afløst af spot, fordømmelse og had. Ikke længe efter kom afhængigheden af de helt farlige stoffer.

– Jeg havde mange penge, tøj, biler og karriere, men det var ikke nok. Det har taget mig flere år at komme tilbage efter alle de forfærdelige valg, få fikset de brudte relationer og ændre adfærd, fortæller sangeren.

Gud velsigner

– Heldigvis har Gud velsignet mig med fantastiske mennesker, som elsker mig som den, jeg er, skriver Bieber og nævner især hustruen, Hailey Baldwin.

“Nu navigerer jeg i den bedste periode af mit liv, ægteskabet. Hvilket fantastisk, vildt, nyt ansvar. Man lærer tålmodighed, tillid, forpligtelse, venlighed, ydmyghed og alt det, der skal til for at være et godt menneske.

Alt dette bare for at sige, at når alt går imod dig, skal du kæmpe videre. Jesus elsker dig. Vær mild og modig i dag og elsk mennesker, ikke ud fra din egen standard, men ud fra Guds perfekte, trofaste kærlighed,” slutter Bieber sit opslag.

De senere år har Justin Bieber talt mere åbent om sin kristne tro og har tilbragt mange timer sammen med yngre kirkeledere. I 2015 udtalte han:

”Ind imellem har jeg ikke lyst til at gøre noget, som jeg ved er rigtigt, men så husker jeg, at jeg er sikker på, at Jesus ikke havde lyst til at at gå til korset og dø der…

Det er på tide, at vi taler frit. Tal om det, du tror. Jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke vil tie længere,” sagde Justin Bieber, som for nylig ledede lovsangen i en kirke i Beverly Hills, Californien.

Se også