Tro, Håb & Inspiration

Anitta tog på Alpha for at stille spørgsmål om tro

På Alpha-kursus kunne Anitta få stillet sine spørgsmål om tro.

Lærerstuderende Anitta Falk Laue blev af sine venner inviteret til et Alpha-møde, fordi hun var nysgerrig efter at finde ud af, hvor hun stod i forhold til det at være kristen. ”Jeg kendte ikke til kristendom, andet end at have været i folkekirken til jul som barn, og så er jeg døbt og konfirmeret”, fortæller hun.

Mødet med kristne kvinder på studiet gjorde hende nysgerrig, og hun tog efter halvandet års betænkningstid med til et Alpha-møde:

”Det var super fedt at komme til Alpha og få lov til at stille spørgsmål til tro og snakke om livet generelt med andre. Jeg blev overrasket over, at man ikke skulle have en masse teologisk viden.

Det handlede ikke kun om Gud og kristendom, og det var fedt. Der er et fantastisk fællesskab, og man kan komme, som man er”, fortæller Anitta til Alpha-Nyt.

Anitta vil selv betegne sig som agnostiker, som betyder, at man ikke kan skaffe sig sikker viden om Gud og andre metafysiske spørgsmål.

”At jeg er agnostiker, betyder ikke, at jeg benægter, at Gud findes, men at jeg er skeptisk. Det kan jeg snakke med de andre på Alpha om uden at føle mig forkert”, siger Anitta.

Blev leder for gruppe

Alpha har givet hende meget både socialt og personligt, så da hun i efteråret blev spurgt, om hun kunne tænke sig at stå for en gruppe, sagde hun ja. Det syntes hun lød spændende, selv om hun ikke vidste så meget om kristen tro. ”Det er mærkeligt at stå for en gruppe, når jeg er agnostiker.

Men mit ansvar er jo at stille spørgsmål og sørge for, at alle får lov til at sige noget. Jeg bliver selv klogere og får meget ud af det, de andre siger”.

For Anitta er rejsen mod troen stadig en proces. Hun er ikke afklaret og kan sige, at hun er kristen, men hun er stadig nysgerrig og glad for, at hun får lov til at være en del af Alpha og stadig kan stille spørgsmål, selv om hun nu står for en gruppe.

Alpha formidler troen

Alpha startede som et koncept, hvor folk kan mødes for at lære mere om tro og Gud. Mange kirker bruger konceptet til at nå mennesker og få formidlet den kristne tro – og mange er kommet til tro igennem Alpha.

Vil du vide mere om Alpha, kan du læse mere på hjemmesiden danmark.alpha.org. Her finder du også er en online guide til afholdelse af Alpha her i coronatiden.

Her kunne din reklame være
Se også