Kathrine har sabbat-år på en tom efterskole…

Kathrine Juul Jensen nyder at være ung medarbejder på Kildevæld efterskole, hvor hun selv har været elev. Men eleverne er ikke på skolen…

Normalt ville landets efterskoler lige nu være fyldt op med en masse unge mennesker.
Hverdagen ville gå sin gang. Morgenmad, undervisning, frokost, valgfag om eftermiddagen, aftensmad, pligter, og om aftenen forskellige aktiviteter – alt sammen i den samme bygning.

Rundt om på gangene ville der i dagens løb blive fjollet og grinet, i dagligstuen ville der blive snakket livligt.

På de kristne efterskoler ville der også være gode andagter, lovsang og stilletid med Gud.
Men med Corona-nedlukning siden jul ser hverdagen fuldstændigt anderledes ud.

Skolen er tom

– Eleverne er sendt hjem, skolen er tom, og undervisningen foregår online. Lærerne kender rutinen fra sidste forår. Jeg blev selv hjemsendt fra gymnasiet dengang. Dog føles det som særlig trist, at man nu er afskåret fra det skønne fællesskab døgnet rundt med eleverne, siger Kathrine, som er 20 år, og har valgt at bruge et sabbatår som ”ungmedarbejder”.

– Jeg begyndte på Efterskolen Kildevæld i Kolding i sommer. Mit job har primært været at bruge tid med eleverne, være støttelærer i engelsk og undervise i fodbold som valgfag for piger.

– Vi er et team på fem unge medarbejdere, som sammen har stået for alverdens skøre aktiviteter, fester, spil, sport og lege. Vi har fjollet rundt med eleverne og kørt ture med dem på ”Mac’en” (McDonald, red.)

Gode snakke

– Vi har også været der for dem, når noget har været svært. Det er blevet til mange nære og dybe snakke med modige elever, som har betroet sig til os.

Den tillid og relation, som der opstår imellem eleverne og os ungmedarbejdere, er helt unik.

Den kan sammenlignes med en søskenderelation. Vi får lov til at komme med om bag facaden. Her oplever vi at have en særlig taleret ind i deres liv, måske fordi vi selv er unge, og de kan spejle sig i os, fortæller Kathrine.

Forandret hverdag

– Corona har ændret hverdagen for os alle sammen. Fællesskabet virker pludseligt fjernt, og vi må som ungmedarbejdere og lærere gå i tænkeboks, for hvordan når vi ud til vores elever, når vi er hver for sig?

Nedlukningen sætter gang i en lang række bekymringer: Hvornår må vi komme tilbage på skolen? Hvad med de elever, som ikke har det godt derhjemme, eller som føler sig svært ensomme og alene?

Overraskede eleverne

– Til et lærermøde (som også foregik online) fandt vi på at dele os op i grupper og tage ud til alle vores skønne elever med en gavepose. Det skulle være en overraskelse og en påmindelse om, at vi er her endnu.

Det krævede en del forberedelse og planlægning. I hver gavepose blev der lagt en hættetrøje, vi bagte kager til dem og skrev en særlig hilsen til hver enkelt elev.

Turen gik fra Nordjylland til København, ja selv til Lolland. Det var en helt unik oplevelse at komme ud og overraske eleverne i en svær tid og møde dem, der hvor de er og bor. Selvom det måtte foregå udendørs og med mundbind og afstand.

Det blev et lille lysglimt i en ellers noget kedelig corona-hverdag, som står i stærk kontrast til livet på efterskolen. At se elevernes overraskede og glædesfyldte øjne var totalt overvældende og hele turen værd.

Det er svært!

I hverdagene kører skoleundervisningen videre, og her kan Kathrine hurtigt føle, at hun kommer til kort.

– Når fx en elev, der har svært ved engelsk, skal have hjælp, er det svært bare at sidde bag hver sin skærm.

En af de elever, som jeg er støtteperson for, er med sin familie flygtet til Danmark og har kæmpet med at lære det danske sprog. Nu skal han lære engelsk – på dansk – igennem computeren og op til eksamen til sommer. Det er ikke altid helt optimalt.

Efter skoletid…

– Det er så inspirerende at høre om, hvordan eleverne efter skoletid har forsøgt at få det bedste ud af situationen. For eksempel ved at tale i telefon med hinanden, samtidigt med at de går en tur – eller ved at sende hinanden opmuntrende beskeder.

I en tid, hvor alt står lidt på pause, går det virkelig op for én, hvor vigtige relationer og fællesskab med andre er for ens velbefindende.

Her kan det være opmuntrende at tale sammen, på trods af at det er igennem en skærm.

Som at tale med Gud

– Man forklarer nogle gange børn, at det at tale med Gud er som at tale i telefon. Han er der, selvom vi ikke ser ham fysisk. Det er trygt at vide, at Jesus også er nær nu, hvor vi alle er hjemsendt fra efterskolen.

At Jesus kan lyse enhver mørk situation op, dét giver mig ro og fred. Han har – selv i en Coronatid – en plan for os alle hver evig eneste dag.

Indtil der åbnes op igen, må vi forsøge at få det bedste ud af situationen og glæde os til, at det bliver godt igen, og vi igen kan være sammen på efterskolen, slutter Kathrine Juul Jensen.